Dansk film misser Oscar i kategorien Bedste Kortfilm

Den danske film "On My Mind" misser en Oscar i kategorien Bedste Kortfilm. "The Long Goodbye" vinder prisen.

Producer Kim Magnussen (tv) og instruktør Martin Strange-Hansen (th) var nomineret i Bedste Kortfilm ved oscaruddelingen, men går tomhændet hjem. <i>Chris Delmas/Ritzau Scanpix</i>

Producer Kim Magnussen (tv) og instruktør Martin Strange-Hansen (th) var nomineret i Bedste Kortfilm ved oscaruddelingen, men går tomhændet hjem. Chris Delmas/Ritzau Scanpix

Den danske kortfilm "On My Mind" af Martin Strange-Hansen får ikke en Oscar med hjem fra prisuddelingen i Los Angeles natten til mandag dansk tid.

I kategorien Bedste Kortfilm vinder filmen med den engelske titel "The Long Goodbye" af Riz Ahmed og Aneil Karia.

Kortfilmen er baseret på et musikalbum af Riz Ahmed, der er skuespiller og rapper.

Det var anden gang i karrieren, at Martin Strange-Hansen var nomineret til en Oscar. I 2003 vandt han Bedste Kortfilm med filmen "Der er en yndig mand".

Efter det ikke blev til en Oscar igen ved årets uddeling, havde Martin Strange-Hansen "mest lyst til at gå i baren".

- Men når det er sagt, så er jeg vanvittig glad for at være herovre og få lov til at dele det med holdet.

- Vi vandt ikke, men der er ikke taget noget fra filmen. Det er det vigtige at huske, selv om det er meget nemt at være meget skuffet, siger han.

"On My Mind" er produceret af Kim Magnusson, der tidligere har vundet to oscarstatuetter.

I hovedrollerne er Camilla Bendix og Rasmus Hammerich.

Filmen tager udgangspunkt i den sorg, som Martin Strange-Hansen oplevede, da han i 2001 mistede sin datter.

- "On My Mind" er en historie, der er baseret på noget meget personligt. En personlig oplevelse, som jeg havde for år tilbage i forbindelse med min datters sygdom.

- Det, at kunne komme herover og have en film, der tager udgangspunkt i noget personligt, men er blevet løftet til noget universelt, er ret fantastisk.

- Den betyder meget for folk, når de ser den, og det er det, der i virkeligheden er det vigtigste, siger Martin Strange-Hansen.

Kategorien Bedste Kortfilm var en af flere kategorier, der blev uddelt inden selve showet startede i år, og det imponerede ikke Martin Strange-Hansen.

- Hvor vi sad, føltes det som afvikling. Det synes jeg, er vanvittig synd for de kategorier, der bliver trukket rigtig meget i baggrunden.

Selv om det ikke blev til en Oscar til "On My Mind", er der flere danske muligheder.

Den animerede dokumentarfilm "Flugt" af Jonas Poher Rasmussen er nomineret i tre kategorier, mens Dan Laustsen er nomineret i Bedste Fotografering for sit arbejde på filmen "Nightmare Alley".

"Flugt" er nomineret i Bedste Internationale Film, Bedste Dokumentar og Bedste Animerede Film.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden