Fejl forhindrer britiske satellitter i at nå i kredsløb om Jorden

Den britiske regering havde kaldt raketopsendelsen begyndelsen på britisk rumfartsindustri.

Den ombyggede Boeing 747 "Cosmic Girl" ses her mandag ved Cornwall Airport i Newquay i England. <i>Ben Birchall/Ritzau Scanpix</i>

Den ombyggede Boeing 747 "Cosmic Girl" ses her mandag ved Cornwall Airport i Newquay i England. Ben Birchall/Ritzau Scanpix

Det første forsøg på at opsende en satellit fra Vesteuropa lader til at være mislykket natten til tirsdag.

Således er der blevet meldt om en "anomali", altså en uregelmæssighed, i opsendelsen af raketten "LauncherOne", der sent mandag aften forlod Newquay i det sydvestlige England.

Det oplyser selskabet bag, Virgin Orbit, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi ser ud til at have en anomali, der har forhindret os i at nå i kredsløb, udtaler Virgin Orbit.

- Vi er ved at evaluere informationerne, tilføjes det.

Det efter alt at dømme mislykkede forsøg er endnu et stort tilbageslag for Europas rumambitioner, efter at opsendelsen af en italienskbygget raket fra Fransk Guyana fejlede i december.

Opsendelsen af "LauncherOne" med ni små satellitter om bord kunne være blevet historisk, eftersom at det ifølge nyhedsbureauet AFP var den første raket, der er blevet sendt mod rummet fra britisk jord.

Virgin Orbit havde planer om at bringe de ni små satellitter i kredsløb om Jorden.

Den ombyggede Boeing 747 blev sendt op fra Newquay i Cornwall klokken 23.02 dansk tid mandag, hvorefter raketten koblede sig fra fartøjet over Atlanterhavet i en højde af 10.670 meter.

Missionen var af Storbritanniens regering blevet beskrevet som "fødslen af britisk rumfartsindustri".

Flere end 2000 entusiaster var da også mødt op i Cornwall mandag aften for at vise deres støtte til Boeing-fartøjet, "Cosmic Girl", skriver Reuters.

Virgin Orbit er delvist ejet af den britiske milliardær Richard Branson.

Natten til tirsdag er "Cosmic Girl" tilbage i Newquay efter meldingen om anomalien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden