Zelenskyj: Ukraine har befriet over 30 byer i Kharkiv-regionen

Rusland evakuerede tidligere fredag flere besatte byer i den ukrainske Kharkiv-regionen.

Billeder fra landsbyen Hrakove fredag, som efter at have været under russisk kontrol er blevet generobret af Ukraine, under den ukrainske hærs offensiv i Kharkiv-regionen. <i>Vyacheslav Madiyevskyy/Reuters</i>

Billeder fra landsbyen Hrakove fredag, som efter at have været under russisk kontrol er blevet generobret af Ukraine, under den ukrainske hærs offensiv i Kharkiv-regionen. Vyacheslav Madiyevskyy/Reuters

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger fredag aften, at den ukrainske hær har generobret over 30 byer i den nordøstlige Kharkiv-region i Ukraine.

Ukraine iværksatte tidligere på ugen en offensiv i regionen og brød igennem den russiske frontlinje.

Volodymyr Zelenskyj tilføjer i en videotale, at Ukraines hær fortsætter med succesfulde operationer flere steder.

Den næststørste by i Ukraine, Kharkiv, ligger i regionen.

En russisk udpeget embedsmand i Kharkiv-regionen i Ukraine siger fredag, at Ukraines militær er rykket hurtigt frem.

Embedsmanden siger samtidig, at alle byer i regionen er under konstant beskydning.

- Fjenden bliver forsinket så meget som muligt, men flere byer er allerede kommet under de ukrainske bevæbnede formationers kontrol, lyder det.

Han tilføjer, at forstærkninger er tilkaldt fra Rusland, og at man håber at kunne generobre de områder, som Ukraine har taget i løbet af de kommende dage.

Tidligere fredag meddelte den administration, som styrer de områder, der er besat af Rusland i Kharkiv-regionen, at den ville evakuere civile fra en række byer.

Det inkluderer den ukrainske by Izium, som har spillet en vigtig rolle for den russiske hærs logistik.

Det sker i kølvandet på, at den ukrainske hær er brudt igennem den russiske frontlinje og ind i regionen.

Ukraine siger fredag at de er trængt 50 kilometer ind efter at være brudt igennem fronten.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, mener, at offensiverne i Kharkiv og i den sydlige region, Kherson, er tegn på, at krigen er gået ind i en kritisk fase.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

- Den ukrainske hær har kunnet bremse Moskvas offensiv i Donbas, slå igen bag russiske linjer og generobre territorie, siger han fredag.

Han ser det som, at vestens støtte til Ukraine virker.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.