EU er under pres for at kræve mere grønt flybrændstof

EU-Kommissionens forslag om grønt brændstof i fly er ikke helt nok, mener EU-parlamentet anført af Søren Gade.

Fly skal bruge mere bæredygtigt brændstof, når de flyver i EU. Det er et centralt mål i EU-Kommissionens forslag "Refuel EU Aviation". Men forslaget går ikke langt nok.

Det mener flere i EU-parlamentet anført af Venstres Søren Gade, som har været ordfører på behandlingen af forslaget i parlamentet.

Han roser dog EU-Kommissionen for at stille nye krav til brændstofleverandørerne. Hvis forslaget bliver vedtaget, skal leverandørerne blande mere bæredygtigt brændstof i flyenes tanke.

- Det er en klog og enkel tilgang, som vil virke, siger Søren Gade.

En øget andel af bæredygtige brændstoffer vil betyde, at flyene udleder mindre. Men forslaget er ikke ambitiøst nok, mener Gade, der taler som ordfører for EU-parlamentet på forslaget.

- Vi foreslår, at iblandingskravet skal hæves markant. Vi vil med andre ord have mere grønt brændstof i flyene, end Kommissionen har foreslået.

- Vi foreslår også et højere krav om iblanding af syntetiske brændstoffer fra 100 procent bæredygtige kilder. De såkaldte e-fuels er fremtiden, og det er vigtigt, at vi stimulerer markedet, så udrulningen sker hurtigst muligt, siger Søren Gade.

De grønne brændstoffer er dog markant dyrere end konventionelle brændstoffer. Dermed kan kravet i sig selv skade de europæiske flyselskabers konkurrenceevne og føre til højere priser for forbrugerne.

EU-parlamentet foreslår derfor, at kompensere for udgifterne ved at bruge penge fra EU's CO2-kvotehandelssystem (ETS).

- Det vil modvirke, at flyselskaber mellemlander uden for EU for at tanke sort, siger Søren Gade.

EU-kommissær for energi, Kadri Simson, er dog forsigtig med at åbne for en stramning af forslaget. Hun frygter, at det vil ramme flyindustrien for hårdt.

- Nogle af jer udtrykker bekymring for, at EU-Kommissionens forslag ikke er ambitiøst nok. Men Refuel EU Aviation vil være den første lovgivning, der lægger bindende e-fuel forpligtelser på brændstofleverandører. Det er meget ambitiøst, siger Kadri Simson.

Hun understreger samtidig, at EU-Kommissionens forslag baserer sig på en grundig analyse af flyindustriens udfordringer. Og de mulige ekstraomkostninger for flyselskaber.

- Når vi sætter retsligt bindende mål for e-fuel, så skal vi være forsigtige. Hvis vi sætter dem for højt, risikerer vi at placere en for stor finansiel byrde på vores flyselskaber og dermed at underminere vores egen lovgivning, siger Kadri Simson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.