Fem personer stillet for retten for at ville omstyrte tysk demokrati
Tiltalte i Reichsbürger-bevægelsen planlagde terror og bortførelser. Ønskede nyt kejserrige, lyder anklage.

Sven Birkmann, der er en af de fem anklagede fra Reichsbürger-bevægelsen, som onsdag var i retten i den tyske by Koblenz for med terror at ville omstyrte den tyske regering. På skiltet, han holder op, har han med kyrilliske bogstaver skrevet: "Med vore brødre, for fred og venskab og krig mod fascismen". Boris Roessler/Ritzau Scanpix
Fem personer er onsdag i retten i den tyske by Koblenz anklaget for at have dannet en terrorgruppe, for at ville bortføre den tyske sundhedsminister og for at ville omstyrte landets regering.
Ifølge anklagerne blev gruppen dannet for at kunne "udløse borgerkrigslignende forhold i Tyskland gennem vold".
- For derved at sikre, at den føderale regering og det parlamentariske demokrati ville blive omstyrtet, hedder det.
Demokratiet skulle så afløses af en autoritær form for regering, der skulle bygge på værdier fra det tidligere tyske kejserrige.
Et kejserrige, der gik under efter afslutningen af Første Verdenskrig.
Det er en ideologi, der er båret af den såkaldte Reichsbürger-bevægelse på den yderste højrefløj i Tyskland. Den anerkender ikke den tyske stats autoritet.
De anklagede er del af en gruppe inden for bevægelsen. Gruppen kalder sig "De Forenede Patrioter".
De er tiltalt for at ville bruge sprængstoffer, forårsage langvarige strømafbrydelser og at ville bortføre kendte tyskere. Blandt dem sundhedsminister Karl Lauterbach.
Når regeringen var blevet væltet, ville de nye ledere i Tyskland udpege "en grundlovgivende forsamling" i Berlin.
Lauterbach sagde til tyske medier onsdag, at retssagen har styrket hans tillid til den tyske forfatning og retsstaten. Han udtrykte også taknemmelighed for sine livvagter og politiet, som har anholdt de anklagede.
- Jeg håber på hårde, retfærdige domme, sagde han til Der Spiegel.
De anklagede er fire mænd i alderen fra 44 til 56 år samt en 75-årig kvinde. De blev anholdt forskellige steder i Tyskland i april 2022. De har siddet i varetægtsfængsel lige siden.
Tre af mændene og kvinden anses for at have ført an i komplottet.
Gruppen ønskede ifølge anklagemyndigheden også at sikre sig støtte fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den polske præsident, Andrzej Duda.
Det skulle ske ved hjælp af breve, hvor de fastslog, at ingen ændringer af Tysklands grænser mod øst var planlagt af bevægelsen.
Retssagen ved en regional domstol i Koblenz nordvest for Frankfurt ventes at vare flere måneder.
Den vil i stor udstrækning have fokus på, hvor udviklet gruppens planer var.
Den kommer også i stor udstrækning til at have fokus på, hvem som var gruppens ledere.
/ritzau/dpa
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.