Fire måneder langt ebolaudbrud i Uganda er overstået
Uganda erklærer sig igen fri fra virussygdommen ebola, som har hærget i landet siden september.
Det er igen lykkedes Uganda at blive fri for virussygdommen ebola, efter at sygdommen har raseret i fire måneder.
Det meddeler landets regering og Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
- Uganda satte en hurtig stopper for ebolaudbruddet ved at øge vigtige kontrolforanstaltninger såsom overvågning, kontaktopsporing samt forebyggelse.
- Mens vi udvidede vores indsats på tværs af de ni berørte distrikter, har den magiske nøgle været vores lokalsamfund, der forstod vigtigheden i at gøre, hvad der var nødvendigt for at afslutte udbruddet, siger landets sundhedsminister, dr. Jane Ruth Aceng Ocero.
Udbruddet i Uganda bliver af WHO beskrevet som "et af de mest udfordrende ebolaudbrud i fem år".
- Uden vacciner og behandling var det her udbrud meget udfordrende. Men Uganda reagerede hurtigt og klart for at nedbringe spredningen, siger Dr Matshidiso Moeti, WHO's regionaldirektør for Afrika.
Det første tilfælde i dette udbrud blev registreret den 20. september 2022 og har ført til, at flere lande har indført rejserestriktioner for indrejsende fra Uganda.
Onsdag hævede blandt andet USA de restriktioner, som rejsende fra Uganda tidligere var underlagt.
Internt i landet indførte landets præsident, Yoweri Museveni, i oktober nedlukning i to distrikter. Det skulle mindske spredningen af sygdommen.
Ebolavirus forekommer i de tropiske egne af Afrika syd for Sahara. Der er ifølge Sundhedsstyrelsen aldrig set tilfælde af Ebola i Danmark.
Virusset blev første gang opdaget i 1976. Siden har der været både mindre og større epidemier i flere lande i det centrale og vestlige Afrika.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.