FN advarer om alvorlige sultproblemer i Somalia

Regnen svigter i Somalia, hvor millioner af mennesker sulter. Det ligner den værste tørke i 40 år.

En underernæret dreng på 27 måneder undersøges på et hospital i Mogadishu, Somalias hovedstad. <i>Ed Ram/Ritzau Scanpix</i>

En underernæret dreng på 27 måneder undersøges på et hospital i Mogadishu, Somalias hovedstad. Ed Ram/Ritzau Scanpix

FN advarer om, at det nu er et kapløb med tiden, hvis sulten skal holdes for døren i Somalia.

Somalia er ramt af en barsk tørke.

Regnen har svigtet i fire sæsoner i træk på Afrikas Horn, og det ser ud til, at den femte sæson også svigter.

Det betyder, at området er ramt af den værste tørke i 40 år.

Omkring 7,1 millioner mennesker sulter nu i Somalia. Det er næsten halvdelen af befolkningen.

For 213.000 af dem er situationen katastrofal, og de har brug for hjælp hurtigt. Det siger FN-organisationer i en ny vurdering.

Sultproblemerne ser ud til at ramme mere end Somalia, nemlig også Etiopien og Kenya.

Men problemet er mest påtrængende i Somalia.

- Vi må handle omgående for at hindre en sultkatastrofe, siger Khidir Daloum, landedirektør i Somalia for Verdens Fødevareprogram (WFP), i en erklæring.

- Livet for de mest sårbare er allerede i fare på grund af manglende ernæring, siger han og tilføjer, at det er "et kapløb med tiden for at undgå sult".

Hjælpeorganisationerne kæmper i øjeblikket for at undgå en gentagelse af sultkatastrofen i 2011, da 260.000 mennesker bukkede under for sult i Somalia.

Men det er ikke så enkelt.

De værste problemer er i den sydlige del af landet. Her er også den militante, muslimske gruppe al-Shabaab, og det gør hjælpearbejde besværligt og farligt.

Tørken har også ramt somaliernes bestand af husdyr hårdt. Siden midten af 2021 er tre millioner husdyr bukket under i tørken, og det rammer hårdt, da familier er meget afhængige af mælk og kød fra dyrene.

Det hjælper heller ikke, at de globale fødevarepriser stiger, delvist på grund af krigen i Ukraine.

Det gør det dyrere at købe de fødevarer, der skal hjælpe de sultne somaliere.

FN's organisation for fødevarer og landbrug (FAO) siger, at der kun er rejst 20 procent af de penge, der er brug for at holde sulten væk i Somalia.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.