Hemmelige papirer fra Bidens vicepræsidenttid fundet på kontor

Hemmelige dokumenter blev i november fundet på et kontor tidligere brugt af Joe Biden, oplyser Det Hvide Hus.

Flere klassificerede dokumenter blev tilbage i november fundet på et kontor hos en tænketank i Washington D.C., som Joe Biden tidligere har brugt. <i>Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix</i>

Flere klassificerede dokumenter blev tilbage i november fundet på et kontor hos en tænketank i Washington D.C., som Joe Biden tidligere har brugt. Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix

Klassificerede dokumenter fra Joe Bidens tid som vicepræsident blev tilbage i november fundet hos en tænketank i Washington D.C. af den amerikanske præsidents personlige advokater.

Det oplyser en advokat i Det Hvide Hus mandag.

Knap ti dokumenter blev ifølge CBS News fundet på Bidens kontor på Penn Biden Center for Diplomacy & Global Engagement den 2. november.

Ifølge CBS News har justitsminister Merrick Garland bedt USA's statsadvokat i Chicago om at gennemgå de klassificerede dokumenter, som er blevet overdraget til USA's nationale arkiv.

Det hemmelighedsstemplede materiale blev fundet af Bidens advokater den 2. november - altså to dage før midtvejsvalget i USA. Det oplyser Richard Sauber, der er særlig rådgiver for præsidenten, i en erklæring mandag.

Biden havde med jævne mellemrum brugt denne kontorplads fra midten af 2017 frem til begyndelsen af hans præsidentkampagne i 2020.

Det Hvide Hus underrettede Nationalarkivet om dokumenterne, samme dag de blev opdaget, oplyser Richard Sauber.

Han tilføjer, at dokumenterne blev overdraget til Nationalarkivet den følgende morgen.

Sauber oplyser videre, at de pågældende dokumenter ikke har været genstand for nogen tidligere anmodning eller undersøgelse af Nationalarkivet.

Dokumenterne blev opdaget, da Bidens personlige advokater var ved at pakke filer, som lå i et aflåst skab, ned. Det gjorde de som forberedelse på at forlade kontorlokalerne på Penn Biden Center for Diplomacy & Global Engagement i Washington D.C., fortæller Sauber.

Han tilføjer, at Det Hvide Hus samarbejder med justitsministeriet og Nationalarkivet.

Hverken justitsministeriet, Nationalarkivet eller tænketanken er vendt tilbage på en anmodning fra nyhedsbureauet Reuters om en kommentar.

Joe Biden var vicepræsident under tidligere præsident Barack Obama fra 2009 til 2017.

I udtalelsen fra Richard Sauber fremgår det ikke, hvor mange klassificerede dokumenter der er tale om. Heller ikke deres indhold eller klassificeringsniveau nævnes.

Ifølge CBS News indeholder dokumenterne ikke oplysninger om atomhemmeligheder.

Det amerikanske justitsministerium er i en særskilt sag i færd med at undersøge tidligere præsident Donald Trumps håndtering af klassificerede dokumenter.

Det sker, efter at det blev opdaget, at Trump opbevarede dokumenterne på sit feriested i Florida, efter at han havde forladt Det Hvide Hus i januar 2021.

- Hvornår vil FBI ransage Joe Bidens mange huse, måske endda Det Hvide Hus? Disse dokumenter var bestemt ikke afklassificerede, skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social, mandag aften.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.