demonstration

Hummelgaard taler med Tyskland om håndtering af had mod jøder

Justitsminister Peter Hummelgaard skal mandag dele erfaringer med den belgiske og tyske justitsminister.

Mandag er justitsminister Peter Hummelgaard til ministerrådsmøde i Bruxelles. (Arkivfoto).
Mandag er justitsminister Peter Hummelgaard til ministerrådsmøde i Bruxelles. (Arkivfoto). Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:17

Konflikten i Mellemøsten trækker nogle meget ubehagelige spor i alle europæiske lande, og regeringen er bekymret for den opblusning, der er med chikane og had mod europæiske jøder.

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) mandag inden ministermøde i Bruxelles.

- Hvis man er utilfreds med fredsprocessen i Mellemøsten, skal det ikke gå ud over herboende europæiske jøder, siger ministeren.

Mandag er Peter Hummelgaard til EU-ministerrådsmøde, hvor blandt andet konflikten i Mellemøstens påvirkning på terrortruslen og antisemitisme er på dagsordenen.

Danmarks egne efterretningstjenester vurderer, at konflikten i Mellemøsten bidrager til en mobilisering og en radikalisering i bestemte islamiske miljøer.

I løbet af dagen skal Hummelgaard have bilaterale samtaler med den belgiske justitsminister og den tyske justitsminister for at høre, hvordan de tackler problemet hos dem.

- Jeg ved, at i Tyskland instruerer man demonstranter, der går på gaden i, hvor grænsen går i den tyske lovgivning, siger Peter Hummelgaard.

I Danmark forsøger man at gøre det samme, men det er ikke alle, der forstår, hvad der egentlig er strafbart. Ministeren fortæller, at der er en række sager i gang, som er udløst af demonstranter.

- Når folk står til demonstration med mange andre, og nogen begynder at råbe antisemitiske slagord eller opfordrer til jihad eller lignende, så skal man ikke råbe med, for det er i udgangspunktet strafbart, siger Peter Hummelgaard.

Ministeren vil heller ikke afvise, at der måske skal flere værktøjer til eller større muligheder for politiet, hvad antisemitisme og billigelse af terror angår.

I november kunne Jødisk Samfund oplyse, at der på en måned var registreret 80 indberetninger om antisemitisme.

Til sammenligning registrerede menigheden fra 1. januar 2023 frem til angrebet fra Hamas i oktober 30 indberetninger.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden