Verden

Mindst otte er dræbt i israelsk angreb på historisk by i Libanon

For indbyggernes egen sikkerheds skyld skal de forlade deres hjem i Tyrus, lød det mandag formiddag fra IDF.

Biler er på vej ud af Tyrus tirsdag formiddag efter evakueringsvarslet fra Israels militær.
Biler er på vej ud af Tyrus tirsdag formiddag efter evakueringsvarslet fra Israels militær. Kawnat Haju/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:44

Mindst otte personer er tirsdag blevet dræbt i israelske angreb på byen Tyrus, der ligger i det sydlige Libanon ud til Middelhavet.

Det meddeler Libanons sundhedsministerium ifølge Reuters.

Indbyggerne i byen blev tidligere på dagen advaret af Israels militær (IDF) om, at de skulle lade sig evakuere.

Avichay Adraee, der er IDF's arabisktalende talsmand, skrev om evakueringen på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Akut advarsel til indbyggerne i byen Tyrus, herunder det kristne kvarter og lejrene og de omkringliggende kvarterer.

- For jeres egen sikkerheds skyld beder vi jer om straks at forlade jeres hjem og bevæge jer nord for floden Zahrani, skrev Adraee.

Efterfølgende rapporterede libanesiske statsmedier om, at Tyrus var blevet angrebet fra luften.

- Fjendtlige fly har iværksat et omfattende angreb på Tyrus, rapporterede det statslige nyhedsbureau NNA ifølge nyhedsbureauet AFP.

Iran angreb søndag Israel angiveligt som gengældelse for israelske angreb på en forstad til Libanons hovedstad, Beirut. Det fik Israel til at angribe Iran.

USA's præsident, Donald Trump, har advaret Israel mod at genoptage krigen mod Iran og har udtrykt frustration over Israels fortsatte krigsførelse i Libanon.

Det kom til udtryk i en telefonsamtale med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som blev refereret af mediet Axios i sidste uge.

I samtalen sagde Trump til Netanyahu, at den israelske leder er "fucking sindssyg", og at alle hader Israel.

- Du ville være i fængsel, hvis det ikke var for mig. Jeg har reddet din røv. Alle hader dig nu. Alle hader Israel på grund af det her, sagde Trump til Netanyahu ifølge kilderne, som har refereret samtalen til Axios.

Efterfølgende har Trump bekræftet sine ordvalg i podcasten Pod Force One.

Adspurgt om, hvorvidt Trump var vred på Netanyahu, svarede han:

- Jeg vil ikke sige vred. Jeg var en lille smule foruroliget over hans konstante kampe mod Libanon.

De israelske angreb mod Libanon er rettet mod militsen Hizbollah, som er allieret med og støttet af Iran.

Tyrus er gentagne gange blevet angrebet under den nuværende konflikt, som brød ud i begyndelsen af marts, da Hizbollah angreb Israel som modsvar til Israels og USA's krig mod Iran.

Byen er på Unescos verdensarvsliste på grund af sine ruiner fra antikken.

Hidtil har byens kristne kvarter været forskånet for evakueringsordrer og israelske angreb, skriver AFP. Men tirsdag har indbyggerne i denne del af Tyrus ligesom andre kvarterer fået besked på at flygte.

Floden Zahrani, som indbyggerne opfordres til at krydse, ligger cirka 30 kilometer nord for Tyrus.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden