Kong Charles siger i tv-tale: Jeg vil tjene livslangt

Kong Charles hylder sin afdøde mor og udtrykker tiltro til sine sønner William og Harry i hver deres liv.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kong Charles III siger i en tv-tale, at han vil gentage sin afdøde mor dronning Elizabeths løfte om livslang tjeneste.

- Ligesom dronningen gjorde med urokkelig loyalitet, så lover jeg også højtideligt at for resten af den tid, som Gud giver mig, at opretholde de konstitutionelle principper, der er nerven i vores nation, siger han.

Kongen hylder sin mor for at have inspireret ham og hans familie.

- Tak, siger han om til afdøde mor - "darling mama".

Dronning Elizabeth døde torsdag på sit slot Balmoral i Skotland. I samme øjeblik blev 73-årige Charles konge.

Han siger i sin tale, at det britiske samfund under morens regentperiode oplevede fremgang. Men han konstaterer samtidig, at landet i dag er blevet mere forskelligartet, multikulturelt og med forskellige trosretninger.

Han taler om sin søn William, den nye kronprins, og forsikrer, at William vil være i stand til at "fortsætte med at inspirere og lede vores nationale samtaler".

Kong Charles siger, at han har et ønske om "at udtrykke min kærlighed for Harry og Meghan, mens de fortsætter med at opbygge et liv i det oversøiske".

William og Harrys mor var prinsesse Diana, som blev skilt fra Charles. Hun døde i en dramatiske trafikulykke i Paris for 25 år siden.

Harry har brudt delvist med den kongelige familie efter sit ægteskab med Meghan. Parret har beskyldt hoffet for at være racistisk. Meghans far er hvid amerikaner, hendes mor er sort amerikaner.

Ifølge britiske medier er der næsten ingen kontakt mellem de to prinser i dag.

Kongen siger i sin tv-tale, at meget vil forandre sig i hans hverdag som statsoverhoved.

Mange af de velgørende organisationer og miljøorganisationer, som han har støttet, vil der ikke længere være så meget tid til. Men han udtrykker tillid til, at arbejdet vil blive videreført af gode folk.

Kong Charles løfte om livsvarigt at ville tjene det britiske folk ligner det, som moderen gav på sin 21-års fødeselsdag i april 1947. Det var i en radiotale sendt fra Sydafrika. Her sagde den daværende prinsesse:

- Jeg erklærer over for jer alle, at hele mit liv - om det bliver kort eller langt - vil være viet til at tjene jer og til at tjene vores store imperiale familie, som vi alle tilhører.

Det imperiale er dog forsvundet i mellemtiden. Storbritannien var dengang en kolonimagt. Det er det ikke længere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden