Måling tyder på drabeligt opgør ved valget i Sverige søndag

En tv-debat var sidste chance for svenske politikere før valget, og der var god grund til at stramme sig an.

Otte svenske politikere, fem kvinder og tre mænd, på rad og række ved fredag aftens afsluttende tv-debat inden valget søndag. Målinger tyder på, at det bliver en neglebider. <i>Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix</i>

Otte svenske politikere, fem kvinder og tre mænd, på rad og række ved fredag aftens afsluttende tv-debat inden valget søndag. Målinger tyder på, at det bliver en neglebider. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Sveriges politiske partier gjorde fredag aften ved en valgdebat en sidste kraftanstrengelse for at kunne stå stærkt inden søndagens valg.

Og der var al mulig grund til at stramme sig an. For den seneste måling foretages af Novus for svensk tv, SVT, viser et uhyre tæt løb mellem den blå blok og statsminister Magdalena Anderssons støtter på venstrefløjen.

Argumenterne var velkendte i aftenens debatpunkter: Klima, uddannelse, sundhed og indvandring. Men energipolitikken i Sverige og Europa gav anledning til en heftig slagudveksling.

Statsminister Andersson fremhævede et gennembrud for EU ved fredagens møde i Bruxelles for energiministre, at det kan føre til mere fornuftige energiregninger for svenske borgere.

De oplever lige nu en mangedobling af energiprisen, ligesom det sker i Danmark og de fleste andre steder i Europa.

Oppositionens leder, den konservative Ulf Kristersson fra partiet Moderaterna, mente ikke, at man kan lægge Sveriges energipolitik i hænderne på andre lande.

Han lovede, at atomkraften vil blive udbygget i Sverige, hvis han bliver statsminister. Også selv om svenskerne for flere årtier siden ved en folkeafstemning besluttede helt at afvikle landets atomkraftværker.

Fra sidelinjen lyder der en bister kommentar fra klimaaktivisten Gretha Thunberg.

- Klimakrisen er mere eller mindre blevet overset i denne valgkamp, siger hun til nyhedsbureauet AFP.

- I bedste fald er det blevet reduceret til et spørgsmål om energi, mener hun.

Den seneste meningsmåling for SVT viser, at statsminister Anderssons Socialdemokraterna sammen med Miljöpartiet, Vänsterpartiet og det borgerligt liberale Centerpartiet får 49,7 procent.

På den borgerlige fløj får Kristerssons Moderaterna sammen med Sverigedemokraterna, Kristdemokraterna og Liberalerna 49,4 procent.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden