Mange skolebørn er kvæstet efter gangbro kollapser i Finland

Mange børn var ved at krydse en midlertidig gangbro, da den brød sammen i finske Espoo.

Redningsarbejdere på byggepladsen i Espoo lige vest for Finlands hovedstad, Helsinki. hvor en midlertidig gangbro torsdag formiddag kollapsede, mens 40 skolebørn var ved at passere den. <i>Jussi Nukari/Ritzau Scanpix</i>

Redningsarbejdere på byggepladsen i Espoo lige vest for Finlands hovedstad, Helsinki. hvor en midlertidig gangbro torsdag formiddag kollapsede, mens 40 skolebørn var ved at passere den. Jussi Nukari/Ritzau Scanpix

27 personer er kvæstet, efter at en gangbro torsdag formiddag er kollapset i Finland.

Blandt de sårede er en gruppe skolebørn, rapporterer tv-stationen YLE.

Der er tale om en midlertidig bro, der kollapsede i Espoo vest for hovedstaden, Helsinki.

Politiet siger ifølge avisen Hufvudstadsbladet, at det er uklart, hvad der fik gangbroen til at styrte sammen.

23 børn er blevet kørt på hospitalet for at blive behandlet. Ingen har ifølge de seneste meldinger fået livstruende skader, og der er tilsyneladende ingen alvorlige hovedskader.

Men adskillige har fået benbrud og skader på håndled og lår.

En kvinde, som hver dag har brugt gangbroen, siger til avisen, at hun hvert år har klaget over den midlertidige gangbro, uden at der er sket noget.

En bygningskonstruktør fortæller, at en gangbro af denne type bør inspiceres hver uge for at sikre sig, at den ikke er farlig at gå på.

Statsminister Sanna Marin har på Twitter reageret på ulykken.

- Mod og styrke til dem, som er skadet ved ulykken og til deres familier, skriver hun.

Ifølge politiet har den midlertidige bro ligget der i lang tid i forbindelse med et nybyggeri.

Brandchefen i Espoo siger til avisen Ilta-Sanomat, at der var en gruppe på 40 skolelever på gangbroen, da den kollapsede.

- Faldet fra gangbroen var cirka fem meter. Mere end ti har fået mere alvorlige skader, men der er ingen umiddelbar fare for liv, siger han.

Til Yle siger politiet, at man er i gang med at undersøge, hvad der fik gangbroen til at bryde sammen. Men man har ikke mere at tilføje på dette tidspunkt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.