Medie: Flere hemmelige papirer fra Bidens vicepræsidenttid fundet
Der er på et ukendt sted angiveligt fundet flere klassificerede dokumenter fra Bidens tid som vicepræsident.

Præsident Joe Biden ses her onsdag gå fra "Marine One" mod Det Hvide Hus i Washington D.C. Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Ansatte hos den amerikanske præsident, Joe Biden, har fundet yderligere mindst et sæt klassificerede dokumenter fra hans tid som vicepræsident.
Det rapporterer NBC News onsdag med henvisning til unavngivne kilder.
Bidens ansatte har ledt efter potentielt yderligere klassificeret materiale, siden en mindre bunke hemmelighedsstemplede dokumenter i november blev fundet hos en tænketank i Washington D.C., hvor Biden har haft kontor.
Mandag oplyste en advokat i Det Hvide Hus således, at knap ti dokumenter den 2. november var blevet fundet fundet på Bidens kontor på Penn Biden Center for Diplomacy & Global Engagement.
Biden havde med jævne mellemrum brugt denne kontorplads fra midten af 2017 frem til begyndelsen af hans præsidentkampagne i 2020.
Det Hvide Hus underrettede USA's nationale arkiv om dokumenterne, samme dag de blev opdaget, og dokumenterne blev overdraget til Nationalarkivet den følgende morgen.
Dokumenterne blev opdaget, da Bidens personlige advokater var ved at pakke filer, som lå i et aflåst skab, ned. Det skete, mens de var ved at rydde ud i lokalet.
Siden november har Bidens medarbejdere ledt efter potentielt yderligere klassificerede dokumenter på andre kontorer, Biden har brugt.
Det oplyser en unavngiven kilde til NBC News onsdag.
Ifølge NBC News er det uklart, hvor de seneste klassificerede dokumenter er blevet fundet, og hvor mange der er tale om. Heller ikke deres indhold eller klassificeringsniveau nævnes.
Joe Biden var vicepræsident under tidligere præsident Barack Obama fra 2009 til 2017.
Biden fortalte tirsdag, at han sammen med sit hold samarbejder fuldt ud om en gennemgang af de dokumenter, der er blevet fundet.
- Folk ved, at jeg tager klassificerede dokumenter og klassificerede oplysninger alvorligt, sagde han til journalister efter et topmøde i Mexico City.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.