Microsoft investerer 70 milliarder kroner i omstridt chatrobot

Det er tredje gang, at Microsoft investerer i ChatGPT, som på det seneste har skabt debat i Danmark.

It-virksomheden Microsoft investerer 10 milliarder dollar i selskabet bag chatrobotten ChatGPT, OpenAI.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Beløbet, der svarer til næsten 70 milliarder kroner, er Microsofts tredje investering i OpenAI.

Microsoft skriver selv i en pressemeddelelse, at investeringen skal være med til at udbrede kunstig intelligens til hele verden.

Partnerskabet mellem de to virksomheder begyndte oprindeligt i 2019, hvor Microsoft for første gang investerede i OpenAI.

Endnu en investering fulgte i 2021.

- I den næste fase af vores partnerskab vil udviklere og organisationer fra forskellige industrier have adgang til den bedste kunstige intelligens, siger Microsofts administrerende direktør, Satya Nadella, i pressemeddelelsen.

Nyheden kommer blot få dage efter, at Microsoft offentliggjorde, at selskabet vil afskedige 10.000 medarbejdere.

OpenAI blev stiftet af milliardæren og Tesla-stifteren Elon Musk i 2015. Han har siden forladt selskabet.

Chatrobotten kan ved brug af kunstig intelligens lave tekster om alt fra cocktailopskrifter til tilsyneladende autentiske skoleessays.

Ud over en chatrobot står selskabet også bag Dall-E, som kan generere billeder fra brugeres input - også igennem kunstig intelligens.

Forundrede brugere af det sociale medie Twitter har delt samtaler med ChatGPT, der blandt andet kan forklare forskellene på sprogene dansk og russisk, skrive et digt om tennis eller skrive computerkode, der virker.

Derfor er chatrobotten blandt andet i Danmark blevet kritiseret for at kunne hjælpe studerende med at snyde til eksamen.

En række universiteter - eksempelvis Aarhus Universitet - har nu forbudt brugen af kunstig intelligens, herunder ChatGPT, til eksamen.

Foruden at styrke sin søgemaskine har Microsoft også ambitioner om, at ChatGPT skal tilføjes til eksempelvis skriveprogrammet Word.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.