New Zealands premierminister Ardern stopper 7. februar

En følelsesladet Jacinda Ardern fortæller, at hun har besluttet ikke at genopstille som premierminister.

- Politikere er mennesker. For mig er det tid, siger New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, i forbindelse med udmeldingen om, at hun snart træder tilbage. (Arkivfoto). <i>Marty Melville/Ritzau Scanpix</i>

- Politikere er mennesker. For mig er det tid, siger New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, i forbindelse med udmeldingen om, at hun snart træder tilbage. (Arkivfoto). Marty Melville/Ritzau Scanpix

Den newzealandske premierminister, Jacinda Ardern, stopper som premierminister 7. februar, siger hun ifølge Radio New Zealand.

Det sker, fordi hun efter grundige overvejelser har besluttet ikke at genopstille.

Ardern oplyser, at hun har brugt sommeren på at tænke over sin situation og prøvet at finde en måde at blive i jobbet på.

- Du kan ikke og skal ikke gøre det, medmindre du har en fuld tank plus en smule mere i reserve for uventede udfordringer, siger hun ifølge Radio New Zealand.

- Politikere er mennesker. For mig er det tid, siger Ardern.

Den 42-årige premierminister fortæller også, at beslutningen er truffet ud fra, at der følger "et stort ansvar" med jobbet som New Zealands premierminister.

- Ansvaret til at vide, hvornår du er den rigtige person til at lede - og også hvornår du ikke er det, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

Premierministeren var tydeligt påvirket af situationen, da hun kom med meldingen.

Hun har ingen planer for, hvad der herefter skal ske i hendes professionelle liv, men er indtil april medlem af parlamentet.

14. oktober er der valg i New Zealand. Ardern, der selv er fra partiet Labour, tror på, at partiet kan genvinde magten uden hende.

Partiet skal stemme om, hvem der skal være den nye leder 22. januar, siger Ardern ifølge AFP.

Landets vicepremierminister, Grant Robertson, siger, at han ikke vil forsøge at gå efter posten.

Ardern har været premierminister siden 2017. Hun blev især kendt for sin strategi for håndtering af coronapandemien, som det amerikanske magasin The Atlantic kaldte "empatisk".

Sidste sommer åbnede New Zealands grænser efter at have været lukkede i to år.

Her kaldte Ardern den sidste del af grænseåbningen for et stort øjeblik.

Hun blev som teenager en del af Labour, og i 2008 blev hun valgt ind i det newzealandske parlament.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.