Særlig efterforsker skal granske Biden i sag om hemmelige papirer
Tidligere anklager Robert Hur skal se nærmere på sagen om hemmelige dokumenter fundet i Bidens garage.

Tidligere anklager Robert Hur skal se nærmere på, hvordan hemmeligstemplede dokumenter er havnet hjemme i præsident Joe Bidens private bolig og på et kontor i Washington D.C., Biden tidligere har brugt. (Arkivfoto) Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
USA's justitsminister, Merrick Garland, har udpeget en særlig efterforsker, der skal undersøge præsident Joe Bidens håndtering af hemmeligstemplet materiale.
Det meddeler ministeren torsdag ifølge Reuters.
Meldingen kommer få timer efter, at Det Hvide Hus bekræftede, at der er fundet et antal hemmeligstemplede dokumenter i Bidens private bolig i delstaten Delaware.
Dokumenterne lå i et opbevaringsrum i garagen i Bidens hus.
Det bliver Robert Hur, som er tidligere føderal anklager i delstaten Maryland, der skal være særlig efterforsker.
I bestemte sager, som kan være politisk følsomme, kan justitsministeriet vælge at udpege en uafhængig efterforsker.
Det er også sket i sagen om Bidens umiddelbare forgænger på præsidentposten, Donald Trump.
Her skal en anden særlig efterforsker, Jack Smith, stå i spidsen for en undersøgelse af Trumps håndtering af over 100 hemmelige dokumenter, som han havde taget med sig til sit hjem i Florida.
De papirer, som Biden nu beskyldes for at have haft en for lemfældig omgang med, stammer fra hans tid som vicepræsident i perioden 2009-2017.
Tilbage i november blev der fundet andre hemmeligstemplede dokumenter i et kontor i en tænketank i Washington D.C., som Biden havde brugt.
Det meddelte Det Hvide Hus mandag.
Det var Bidens egne advokater, der gav justitsministeriet besked om, at der var fundet dokumenter på kontoret i Washington og i hans hjem, siger Garland torsdag.
Justitsministeriet blev bekendt med sagen i november og begyndte straks at undersøge den, tilføjer ministeren.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.