Studie: Halvdelen af verdens gletsjere kan forsvinde inden 2100
Mange af verdens gletsjere kan være fortid i slutningen af århundredet. Forsker ser dog "en smule håb".

Turister ses her nær Feegletscher i Schweiz denne sommer, hvor en hedebølge gav stor afsmeltning af gletsjere en række steder i Europa. (Arkivfoto). Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Halvdelen af Jordens gletsjere - især de mindre - ventes at forsvinde inden slutningen af århundredet på grund af klimaforandringer.
Det viser et nyt studie, som dog også peger på, at hvis det lykkes at begrænse den globale opvarmning, så kan nogle af gletsjerne reddes.
Studiet er det hidtil mest dybdegående blik på fremtiden for verdens 215.000 gletsjere. Det er udgivet i tidsskriftet Science.
Forskerne bag studiet understreger vigtigheden af at begrænse udledningen af drivhusgasser for at mindske konsekvenserne af afsmeltningen af gletsjerne.
Gletsjerafsmeltning fører blandt andet til stigende vandstand i havene og færre vandressourcer.
- Enhver temperaturstigning fører til mere afsmeltning og tab, siger Regine Hock, som er medforfatter til studiet og tilknyttet Universitetet i Oslo og University of Alaska Fairbanks.
- Men det betyder også, at hvis man mindsker temperaturstigningen, kan man reducere tabet af masse. Så på den måde er der også en smule håb.
Studiet skal blandt andet være med til at informere verdens beslutningstagere om konsekvenserne af forskellige temperaturstigninger.
Derfor har studiet set nærmere på konsekvenserne ved en gennemsnitlig temperaturstigning på henholdsvis 1,5 grader celsius, 2,0 grader, 3,0 grader og 4,0 grader.
Selv hvis den globale temperaturstigning begrænses til 1,5 grader over niveauet før industrialiseringen, ventes 49 procent af alle verdens gletsjere at smelte inden 2100.
Det vil svare til 26 procent af den samlede gletsjermasse, da især de mindre gletsjere vil smelte først.
Men de 1,5 grader er det mest ambitiøse mål i Paris-aftalen, og lige nu har verden kurs mod en højere stigning, som estimeres til at være omkring 2,7 grader.
Det vil resultere i, at næsten alle gletsjere i det centrale Europa, det vestlige Canada og det kontinentale USA og New Zealand går til grunde.
- Regioner med relativt lidt is som Alperne i Europa, Kaukasus, Andesbjergene og det vestlige USA mister næsten al isen ved slutningen af århundredet, uanset hvilket udledningsscenarie det bliver, siger Hock.
- Så de gletsjere er mere eller mindre dømt til undergang.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.