Sydkorea og USA affyrer missiler som svar på Nordkoreas test

De to lande har affyret otte jord-til-jord-missiler, dagen efter Nordkorea affyrede otte ballistiske missiler.

På en togstation i Seoul fulgte ventende passagerer med på tv søndag, da Nordkorea gennemførte en missiltest. <i>Anthony Wallace/Ritzau Scanpix</i>

På en togstation i Seoul fulgte ventende passagerer med på tv søndag, da Nordkorea gennemførte en missiltest. Anthony Wallace/Ritzau Scanpix

USA og Sydkorea har i fællesskab testet otte jord-til-jord-missiler.

Missilerne er affyret fra Sydkoreas østkyst mod havet tidligt mandag morgen lokal tid og er en reaktion på Nordkoreas seneste missiltest.

Handlingen er en demonstration af "evnen og villigheden til at udføre et præcisionsangreb" mod kilden bag Nordkoreas missilaffyringer eller kommandocentrene.

Det oplyser Sydkoreas militær til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Nordkorea affyrede søndag morgen lokal tid otte kortrækkende, ballistiske missiler mod havet fra landets østkyst.

Det skete, dagen efter at Sydkorea og USA havde afsluttet deres første fælles militærøvelser med deltagelse af et amerikansk hangarskib i mere end fire år.

Søndagens missiler blev affyret fra Sunan-området i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

USA's særlige repræsentant for nordkoreanske anliggender, Sung Kim, mødtes fredag med sine sydkoreanske og japanske kolleger, Kim Gunn og Funakoshi Takehiro, i Seoul.

Formålet med mødet var at klargøre beredskaber, i tilfælde af at Nordkorea udfører en atomprøvesprængning for første gang siden 2017.

Under mødet fortalte Sung Kim blandt andet, at USA har gjort det meget klart over for Nordkorea, at Washington er åbent for diplomati.

Han nævnte også, at USA er parat til at diskutere emner af interesse for Nordkorea, herunder sanktioner.

I forrige uge opfordrede USA til flere FN-sanktioner mod Nordkorea på grund af landets affyringer af ballistiske missiler. Kina og Rusland nedlagde dog veto mod forslaget.

I de seneste uger har styret i Nordkorea affyret en række testmissiler, herunder det store interkontinentale ballistiske missil (ICBM).

Den 25. maj affyrede landet tre missiler, efter at den amerikanske præsident, Joe Biden, havde afsluttet en tur til Asien.

Under turen gik Biden med til at indføre nye foranstaltninger i et forsøg på at afskrække det atombevæbnede, isolerede land.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden