Titusindvis af israelere demonstrerer mod Netanyahu

Der er atter store demonstrationer i Israel, hvor utilfredsheden med regeringens retsreform fortsætter.

Tel Aviv er igen skueplads for store demonstrationer, hvor israelere protesterer mod en række retsreformer. <i>Jack Guez/Ritzau Scanpix</i>

Tel Aviv er igen skueplads for store demonstrationer, hvor israelere protesterer mod en række retsreformer. Jack Guez/Ritzau Scanpix

Titusindvis af israelere demonstrerer mod premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering.

Det er fjerde lørdag i træk, at der er demonstrationer mod regeringen, skriver dpa.

Avisen Haaretz skriver, at 40.000 mennesker har deltaget i to demonstrationer i Tel Aviv, Israels største by.

Der har også været demonstrationer i andre byer, herunder i Haifa, i Beersheba og foran premierministerboligen i Jerusalem.

Demonstrationerne kommer, selv om Israel fredag og lørdag har haft blodige skudangreb.

Fredag dræbte en bevæbnet palæstinenser syv israelere i en synagoge i det arabiske Østjerusalem. Den 21-årige gerningsmand blev skudt og dræbt, da han forsøgte at flygte.

Lørdag blev to israelere såret af skud i Østjerusalem. Ifølge israelske medier blev gerningsmanden såret af skud.

Der er angiveligt tale om en palæstinensisk dreng på 13 eller 14.

Under demonstrationen lørdag aften er der også enkelte protester mod regeringens behandling af palæstinenserne, skriver dpa, der har set et banner med ordene:

"Der er ikke demokrati med besættelse".

Men ellers er det fortsat regeringens planlagte retsreform, der protesteres imod.

Regeringen har planer om at ændre loven, sådan at et flertal i parlamentet kan ændre en dom i højesteret.

Desuden vil regeringen ændre sammensætningen af den komité, der udpeger dommere til højesteret.

Kritikere frygter også, at Netanyahu kan bruge ændringerne til egen gunst.

Der er i øjeblikket tre retssager imod ham om korruption, og der spekuleres i, at han måske kan komme ud af de juridiske problemer i ly af ændringerne.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.