Tysk afgørelse om Leopard-kampvogne kan være få timer væk
En afgørelse om, hvorvidt de eftertragtede Leopard-kampvogne kan komme til Ukraine ser ud til at nærme sig.

Inden for de næste timer kan der falde en afgørelse om, hvorvidt Tyskland vil tillade, at der bliver sendt Leopard-kampvogne til Ukraine. (Arkivfoto). Patrik Stollarz/Ritzau Scanpix
Tyskland kommer muligvis allerede sent torsdag, natten til fredag eller fredag med en endelig melding om, hvorvidt dets allierede kan få lov at sende Leopard-kampvogne til Ukraine.
Ifølge nyhedsbureauet AFP, har den tyske forsvarsminister Boris Pistorius torsdag sagt til den tyske tv-kanal ARD, "at der vil komme en afklaring i løbet af de kommende timer eller i morgen tidlig".
Han uddyber, at ingen har udelukket, at der kan blive sendt Leopard-kampvogne til Ukraine, eller at landet vil give tilladelse til, at andre sender dem, men at alle spørgsmål vil blive besvaret snart.
Den tyske forsvarsminister understreger dog også, at beslutningen skal tages i fællesskab med de allierede i de vestlige lande - og i særlig grad med USA.
Ifølge ham er "USA den største og vigtigste allierede i Nato-samarbejdet, hvorfor det er vigtigt, at beslutningen bliver taget i tæt samarbejde med amerikanerne".
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har ifølge AFP fortalt et medlem af den amerikanske kongres, at Tyskland vil donere kampvogne til Ukraine, hvis USA gør det.
Svaret fra Det Hvide Hus har dog ind til videre været, at man ikke er klar til at sende den amerikanske pendant til Leopard-kampvognene - Abrams-kampvogne.
Til spørgsmålet om, om Tyskland alligevel kunne finde på at levere kampvogne fra eget lager, lyder svaret fra forsvarsministeren, at Olaf Scholz vil diskutere det med den amerikanske præsident, Joe Biden.
Fredag afholder Ukraines allierede møde på den amerikanske militærbase i Ramstein i Tyskland. Forud for mødet er der stort pres på Tyskland, da flere lande har givet udtryk for, at de gerne vil donere Leopard-kampvogne til Ukraine.
Blandt andet lyder det fra Polen og Finland, at man venter på, at Tyskland giver lov til, at landene giver kampvognene videre.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.