Tyske myndigheder advarer om pakker der pludselig bryder i brand
Ifølge sikkerhedskilder brød en pakke med letantændeligt materiale i brand på logistikcenter i Leipzig.
Opdateret kl. 14:15
Tyske sikkerhedsmyndigheder har sendt en advarsel til selskaber i luftfarts- og logistikbranchen om pakker, der pludselig bryder i brand.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
- Kendskab til flere pakkeforsendelser, som blev sendt af privatpersoner fra steder i Europa og brød i brand på vej til deres modtagere i flere europæiske lande, står der i beskeden.
Advarslen kommer fra efterretningstjenesterne BfV og det føderale kriminalpoliti BKA.
Rusland nævnes ikke i advarslen, men anonyme kilder i sikkerhedskredse siger til dpa, at en sammenhæng til russisk sabotage ikke udelukkes.
Det problem har myndighederne været opmærksomme på i flere uger.
Sikkerhedskilder siger, at advarslen har forbindelse til en hændelse i et logistikcenter for selskabet DHL i byen Leipzig i juli.
Her brød en pakke med letantændeligt materiale sendt fra de baltiske lande i brand.
Leipzig ligger i det østlige Tyskland. Logistikcenteret i Leipzig fungerer som DHL's globale knudepunkt.
En hel fragtcontainer med andre pakker skal også være brudt i brand. Men ilden blev hurtigt slukket.
DHL udtaler på forespørgsel fra dpa:
- Som reaktion på igangværende undersøgelser fra myndigheder i flere lande har DHL Express truffet foranstaltninger i alle europæiske lande for at beskytte sit netværk, medarbejdere og faciliteter samt sine kunders forsendelser.
- Vi er opmærksomme på to nylige hændelser, der påvirker forsendelser på vores netværk.
Til nyhedsbureauet Reuters bekræfter tyske sikkerhedsmyndigheder, at der er blevet udsendt en advarsel om brændbare pakker, som ukendte personer har sendt.
/ritzau/dpa
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.