Verden

USA frigiver økonomiske bidrag til global vaccinealliance

Robert F. Kennedy Jr. stoppede sidste år USA's bidrag til Gavi, selv om om pengene var godkendt af Kongressen.

USA's sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., beskyldte sidste år Gavi for at forsømme vaccinesikkerheden. Onsdag melder hans ministerium, at det vil udbetale penge til den globale vaccinealliance. (Arkivfoto).
USA's sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., beskyldte sidste år Gavi for at forsømme vaccinesikkerheden. Onsdag melder hans ministerium, at det vil udbetale penge til den globale vaccinealliance. (Arkivfoto). Kylie Cooper/Reuters

USA's regering vil frigive 600 millioner dollar til den globale vaccinealliance Gavi.

Det oplyser USA's udenrigsministerium og sundhedsministerium.

De amerikanske bidrag, der svarer til 3,9 milliarder kroner, dækker årene 2025 og 2026.

Selvom lovgiverne i Kongressen for længst har godkendt de amerikanske bidrag, er pengene endnu ikke frigivet til Gavi, der arbejder for at hindre sygdomsudbrud i verdens fattigste lande.

Flere amerikanske senatorer har presset på at få pengene frigivet.

USA's sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., bremsede betalingerne sidste år, da han sagde, at USA ikke længere ville give økonomisk støtte til vaccinealliancen.

USA har historisk været Gavis største bidragsyder.

Robert F. Kennedy, der længe har været skeptisk over for vacciner, beskyldte dengang Gavi for at forsømme vaccinesikkerheden - dog uden at fremlægge dokumentation for påstanden.

USA's sundhedsministerium skriver onsdag, at Gavi har gennemført en række reformer efter amerikansk ønske.

Gavi har ifølge USA lovet at færdiggøre en omorganisering, der blandt andet skal mindske medarbejderstaben i Gavis hovedkvarter i den schweiziske by Genéve.

Derudover er Gavi gået med til, at den vil reducere sit økonomiske samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen (WHO), lyder det.

USA ønsker ikke at yde økonomisk støtte til WHO gennem Gavi, skriver ministeriet onsdag.

Den amerikanske administration trak sidste år støtten til en lang række FN-organisationer - herunder WHO.

USA's præsident, Donald Trump, har tidligere kritiseret WHO for dens håndtering af coronapandemien.

For nylig blev WHO mødt af ny amerikansk kritik, da USA's udenrigsminister, Marco Rubio, sagde, at WHO var for sene til at konstatere et udbrud af ebola i DR Congo.

Gavi hjælper verdens fattigste lande med at købe vacciner, så de bedre kan beskytte børn mod sygdomme som mæslinger og difteri. Organisationen arbejder også med sygdomsudbrud.

Gavi har tidligere stillet 50 millioner dollar til rådighed til indsatsen i det igangværende udbrud af ebola i DR Congo.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden