Verden

USA's grænsechef forsvarer plan om stødhandsker til ICE-betjente

Ifølge Homan kan handsker, der giver elektrisk stød, forhindre, at betjente griber til dødelig magtanvendelse.

Billede fra sidste måned viser USA's grænsechef, Tom Homan, tale til journalister ved Det Hvide Hus i Washington D.C. Ifølge ham vil der gå "et stykke tid", før stødhandsker bliver taget i brug af ICE-betjente.(Arkivfoto).
Billede fra sidste måned viser USA's grænsechef, Tom Homan, tale til journalister ved Det Hvide Hus i Washington D.C. Ifølge ham vil der gå "et stykke tid", før stødhandsker bliver taget i brug af ICE-betjente.(Arkivfoto). Evelyn Hockstein/Reuters

Opdateret kl. 05:53

Tom Homan, som er USA's grænsechef, forsvarer immigrationsmyndigheden Immigration and Customs Enforcements (ICE) plan om at udstyre betjente med handsker, der giver smertefulde elektriske stød.

Han kalder dem et redskab, der skal hjælpe betjente med at sætte en stopper for konfrontationer uden dødelig magtanvendelse.

Det sker i et interview torsdag med "Fox & Friends" på Fox News, skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

- Det er endnu et redskab til at hjælpe en person med at makke ret, når vedkommende ikke gør det, siger Homan.

- Man kan ikke bare gå fra nul til 100, og det første, man griber til, er ikke dødelig magt, lyder det videre.

Ifølge AP er udtalelserne fra Homan USA's præsident Donald Trumps administrations første offentlige forsvar af ICE's planer om at bruge op mod 20 millioner dollar - 130 millioner kroner - på indkøb af tusindvis af "elektriske aflednings- og nedtrapningsredskaber".

Redskabet går under navnet G.L.O.V.E., som står for "Generated Low Output Voltage Emitter (generator til lavspændingsudledning, red.)".

Ifølge AP giver de stød, når de kommer i kontakt med bar hud.

De fremstilles af virksomheden Compliant Technologies LLC og er i de senere år blevet taget i brug af nogle fængsler og politimyndigheder.

Planen har mødt massiv kritik fra borgerrettighedsgrupper, demokrater i Kongressen og nogle eksperter på området, skriver AP.

De mener, at ICE-agenter har været for hurtige til at gribe til magtanvendelse i forbindelse med Trumps indsats mod illegal immigration.

Mindst seks personer er siden sidste år blevet skudt og dræbt af immigrationsmyndighedernes betjente.

I sidste måned blev bilister skudt i både Maine og Texas.

Homan argumenterer for, at stødhandskerne kan være med til at undgå sådanne situationer.

ICE-betjente vil ifølge grænsechefen således få endnu en mindre dødelig mulighed, som er på linje med strømpistoler og peberspray.

De kan bruges i potentielt voldelige situationer på gaden og i de centre, der bruges til tilbageholdelse af migranter, lyder det.

Ifølge Tom Homan vil der gå "et stykke tid", før handskerne bliver taget i brug af ICE-betjente. Det skyldes, at myndigheden stadig er ved at fastlægge retningslinjer for blandt andet oplæring til brug af dem.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden