Verdens bedste boliger

Inden for de seneste 20 år har vi oplevet en revolution på ældreboligområdet. Der er, og der bliver bygget moderne og tidssvarende ældre- og plejeboliger som aldrig før.

Ældreboligområdet har været igennem, hvad jeg vil kalde noget af en revolution. Der er de seneste 20 år nedlagt cirka 42.000 plejehjemspladser og beskyttede boliger, fordi de var alt for små og uden eget toilet og bad. Samtidig er der etableret cirka 68.000 moderne ældre- og plejeboliger. Ofte med to værelser og altid med stort badeværelse og køkken. Det har været en kraftanstrengelse for kommunerne. Til gengæld har vi nok verdens bedste boligstandard for mennesker, der er ældre eller har brug for pleje. Vi kan glæde os over, at helt nye tal viser, der i dag kun er 13.000 af de gamle plejehjempladser og beskyttede boliger tilbage, og ikke 18.000 som figureret i medierne den sidste tid ¿ det var for to år siden. Ud af de 13.000 er der ifølge en undersøgelse, som Berlingske Tidende har foretaget, under 1.000 pladser på under 15 kvadratmeter uden toilet, køkken og bad. Det er trods alt et ret lille antal. Samtidig er der også gode eksempler på plejehjem, hvor der er en meget stor brugertilfredshed, og derfor ikke noget ønske om at plejehjemmet nedlægges. Men der er også brug for at bygge endnu flere ældreboliger. Vi vil af med de gamle plejehjem, og vi vil have en garanti for, at de ældre højst skal vente to måneder på en plejebolig. Derfor har jeg fremsat lovforslag om at halvere de kommunale udgifter til etablering af plejeboliger i 2008. Samtidig er det besluttet at forhøje maksimumbeløbet for ældreboliger. Dette giver kommunerne klart bedre muligheder for at bygge flere ældre- og plejeboliger, og tilskynder dem til at ombygge de resterende plejehjem. Også selvom Kommunernes Landsforening gerne vil have endnu bedre økonomiske muligheder. Vi skal hele tiden holde fast i fejl og mangler, men vi skal ikke glemme alt det, der går godt. Ikke alene er boligstandarden forbedret dramatisk, vi har også afskaffet institutionsbegrebet. Moderne ældreboliger er i dag en bolig på helt almindelige vilkår. Vi skal ikke længere tilbage end 1993, da alle beboere på plejehjem fik inddraget deres pension og kun fik udbetalt lommepenge. Et syn på ældre, der i dag ville være helt utænkeligt.