Verdens bedste fodbolddommer

Peter Mikkelsen - 50 år i dag. Foto: Scanpix

Peter Mikkelsen - 50 år i dag. Foto: Scanpix

¤Peter Mikkelsen, fodbolddommeren, der som kun 30-årig dømte ved en VM-slutrunde og siden flere gange blev kåret som verdens bedste, fylder i dag 50 år. Danske Peter Mikkelsen blev i 1991 og 1993 kåret til "Verdens bedste dommer" og i 1997 til intet mindre end "10 års bedste dommer". Som 20-årig sprang han fra tjansen som målmand på Ballerups tredje divisionshold for at hellige sig dommergerningen sideløbende med sit civile arbejde som skolelærer. Flere end 300 kampe i divisionerne og 14 sæsoner i den bedste hjemlige række fik han, inden han lagde fløjten i skuffen som kun 38-årig. Men nok så imponerende: Flere end 100 internationale dommer- og linjedommeropgaver for FIFA og Uefa omfattende VM-slutrunden i Italien i 1990, EM i Sverige i 1992, VM i USA i 1994 og EM i Tyskland i 1996. Ved verdensmesterskaberne i 1994 var Peter Mikkelsen favorit til at dømme finalen, men blev offer for et politisk komplot. Peter Mikkelsen berømmes især for sine fornemme psykologiske egenskaber på grønsværen, hvor han har været i stand til at tæmme selv den temperamentsfulde engelske stjernespiller Paul Gascoigne. Et af de mest dramatiske øjeblikke i Peter Mikkelsens karriere var under en VM-kvalifikationskamp på Wembley i London mellem England og Holland, hvor vinderen ville kvalificere sig til VM i USA: - England fører 1-0, og så i 89. minut dømmer lille mig straffespark til Holland. Pludselig hørte jeg de 90.000 tilskuere. Det glemmer jeg aldrig, har han fortalt. Efter at han stoppede karrieren blev Peter Mikkelsen daglig leder af turneringsafdelingen i Dansk Boldspil-Union, og ved VM-slutrunden i 2002 i Sydkorea og Japan blev han af FIFA udvalgt til at være øverste tekniske rådgiver for dommerne. Som skolelærer har Peter Mikkelsen bl.a. været viceskoleinspektør på Engstrandskolen i Hvidovre, været medstifter af Byhøjskolen på Nørrebro og har ledet et beskæftigelsesprojekt for unge i Helsingør. I dag er Peter Mikkelsen personalechef i it-virksomheden F-Group, men har stadig mange opgaver inden for fodboldens verden som instruktør, bedømmer og coach. - Min kone siger, at fodbolden er "elskerinden i vores ægteskab", har han fortalt til Ekstra Bladet./ritzau/