Verdens bedste indianerdreng

Børneserien fra 70’ernes franske tegneseriebølger holder i den grad vand!

De voksnes verden kan være ret kontant over for et drømmerisk indianerbarn som Yakari. Men selv voksne kan blive klogere, lærer vi.

De voksnes verden kan være ret kontant over for et drømmerisk indianerbarn som Yakari. Men selv voksne kan blive klogere, lærer vi.

Han var helt klart et hit, da han ramte de danske børneværelser i 1978. Tegneserien om den lille Sioux-indianerdreng Yakari gik lige i hjertet på den hippie-glade, økologisk bevidste, etnisk opmærksomme generation af forældre og deres børn. Vi, der læste ham højt, kom også straks til at holde af ham - en sød, sjov, varm, underholdende børneserie, men også en tegneserie med en vis alvorlig grundtone: Miljøet, dyrene, forholdet mellem mennesker, generationer, kulturer. Og i stand til, blot som en underklang i moll, at formidle de intetanende prærieindianeres kommende skæbne. Vi ved jo, hvad de ikke ved - at den lykkelige tid vil få en ende. At den hvide mand er på vej. Sådan husker jeg Yakari. I familien havde vi endda så godt et forhold til ham, at nogle af børnene legede Yakari-lege, og da deres mor en dag havde lavet en ny kæphest med fløjlshoved til den på det tidspunkt yngste, fik den naturligt navnet ”Lille Torden” efter Yakaris ven og pony. Nu fortæller man mig så, at en ny generation er på vej. Barnebarnet Sofus (5) i Herlev har lånt serien på biblioteket og er begejstret. Ville vi andre også være det i dag, nu da så meget af det, der var smukt i 70’erne, i mellemtiden er blevet afsløret som hippie-agtigt, rundkredspædagogisk og måske endda direkte skadelig påvirkning af børn, som hellere skulle se at få lært vigtigheden af nykonservative tankegange og Cepos og Lomborg og managementkultur og den slags. Det må komme an på en prøve, så vi kaster os ud i en stribe tidlige bind af serien, der faktisk fortsætter endnu i dag. ”Yakari” 1 til 32 er det blevet til. Vi kender bedst de første 20-25 stykker. Man skal være forberedt på den skuffelse, man somme tider kan komme ud for, når man prøver at vende tilbage til noget, der var godt engang. De fleste kender formentlig fornemmelsen fra gensyn med film, der var vildt gode engang. Selv skulle jeg aldrig som voksen have genset ”En verdensomsejling under havet” med Kirk Douglas. Til trods for at jeg så den otte gange som barn, havde jeg fuldkommen fortrængt at han flere gange bryder ud i sang! Men sådan er det ikke med Yakari. Han holder fuldkommen. Tegneren Derib (Claude de Ribaupierre) fra Schweitz og hans faste forfatter på børneserierne, Job, har skabt et tegneserieværk af stor kvalitet. Stregen er naturalistisk med et twist, der formilder selv de uhyggeligste scener - ikke Disney-sødme, snarere karikatur. Landskaberne er uendelige, storladenheden lyser fra siderne og kompositionen er både dynamisk og original. Jo, der er da også lidt nedture i det lange forløb - ca. 1500 siders tegneserie er det blevet til. Så det er klart, at der også må være et par lavkonjunkturer, f. eks. i form af lige lovlig søgte eventyr - som det i nr. 25, hvor han er på besøg i dinosaurernes land. Men det meste er glimrende. Og historierne er både spændende, sjove og medrivende. Yakari opdager i første bind, at han kan tale med dyrene - det er hans gave. Vi føres ind i Sioux-indianernes kultur som enkel baggrundsopbygning, og der skabes flotte dramatiske forløb, underbygget af både lys og farver og billedforløb. I Yakaris univers møder vi den intelligente natur, som mennesket bare er et væsen i. Her hersker en etik og moral, der bygger på bæredygtighedens og sammenhængskraftens filosofi. Hvert bind er et afsluttet eventyr, oftest om Yakaris møde med et nyt dyr i en handling, der lærer ham mere om livet og giver ham yderligere visdom og forståelse af naturens orden. Han er i kontakt med kræfter i naturen, vi ikke kender i den såkaldt civiliserede verden - han kan bevæge sig i andre dimensioner og møder åndevæsener som Store Ørn og den store hvide bison, de indianske naturguder. Han har helt klart en mulig fremtid som shaman eller medicinmand - og det, ved vi, vil der blive god brug for hos et folk, der snart skal knuses af den fremstormende hvide mands teknologi og pioner-ånd. Derib har også skabt albumserien om pelsjægeren Buddy Longway og hans brud med den hvide mands kultur, en voksen tegneserie af lige så høj kvalitet, men langt mere skæbnetung og uhyggelig og dramatisk end Yakari. Deribs klare, humanistiske budskab handler om, hvor vigtigt det er, at vi bestræber os på at leve i balance med os selv og med naturen. Og det er jo mildest talt ikke blevet mindre aktuelt siden 1978, da første bind kom. Så værsgo at genudgive - og ellers: Af sted til biblioteket. De er udlånt, før vi aner det. Og de fleste er udsolgt fra forlaget. { Derib & Job Yakari 1 til 32. Carlsen Comix. Nr. 1 udkom 1978. Nr. 32 i 2006. { Tegneserier af Derib: For børn: Yakari Go West Pythagoras og Co. For voksne: Buddy Longway Han som blev født to gange