Verdens bedste job

LÆGER:For få dage siden lå der på mit skrivebord en artikel, skrevet af formanden for lægeforeningen Mads Koch Hansen. En artikel med et klart budskab til de mange nye medicinstuderende, der startede på deres studier rundt omkring i Danmark 1. september. Overskriften i artiklen hed "Vejen til verdens bedste job" og artiklen sluttede med følgende sætning " jeg er ikke i tvivl om, at I (de studerende) har fået en adgangsbillet til verdens mest spændende job"! Gennem rigtig mange år har vi i det nordjyske kunnet læse, hvordan debatten har bølget frem og tilbage i forhold til antal studiepladser til medicinstuderende, ophedede debatter om hvordan pladserne skulle fordeles mellem København, Odense og Århus. Og i Nordjylland har vi måtte nøjes med at se på og lytte til debatten. Men nu er vi heldigvis med i det gode selskab som har opgaven at uddanne til "verdens bedste job". Jeg vil tillade mig at vise glæde over, at Aalborg universitet nu i et tæt samarbejde med det nordjyske sundhedsvæsen har sat kursen for, at de unge der ønsker et arbejdsliv i sundhedssektoren for muligheden for at uddanne sig i Nordjylland, og tillige i et universitetsmiljø og sundhedsmiljø hvor alle tør gå nye veje for, at sikre den bedste kvalitet til de patienter der skal behandles af lægerne. Alle tal og statistikker viser, at der er et meget stort behov for at uddanne flere læger. Seneste opgørelse fra sundhedsministeriet viser at der sammenlagt er 14 ubesatte stillinger på Psykiatrisk sygehus i Aalborg og Brønderslev. Der mangler 20 praktiserende læger og 13 specialpraktiserende læger i det nordjyske. Der er altså hårdt brug for dygtige unge kvinder og mænd med lægefaglige kompetencer, som kan tage hånd om os nordjyder når vi ind imellem rammes af sygdom. Så mon ikke vi nu er der hvor vi alle kan glæde os over, at det første hold medicinstuderende på Aalborg universitet har valgt at arbejde hen imod, at bestride verdens mest spændende job, og verdens bedste job som formanden for lægeforeningen udtaler det.