Kenya

Verdens bedste måtte bide i bronze

Wilson Kipketer fik aldrig sin olympiske guldmedalje

ATHEN:Han er uden sidestykke verdens bedste 800 meter-løber gennem tiderne, men lørdag aften sluttede de olympiske drømme for Wilson Kipketer. Han får aldrig det olympiske guld hængt om halsen. Den 31-årige dansker stiller næppe til start igen om fire år i Beijing. Den kenyansk-fødte dansker var storfavorit til at tage guldet i Atlanta efter at have domineret distancen siden 1994 og vundet VM-guld året før, men han havde kun boet i Danmark siden 1990 og kunne derfor takket være det danske bureaukrati ikke få dansk statsborgerskab før året efter. Kenya forsøgte at overtale ham til at stille op og få en guldmedalje til sit fødeland, men selv om den sky løber altid har foretrukket at lade benene tale, så var svaret klokkeklart: Han var dansker nu og skulle han til OL i Atlanta, så skulle det være som dansker. Og så fik norske Vebjørn Rodal det olympiske guld hængt om halsen i Atlanta, mens Wilson Kipketer blot var tilskuer hjemme i Danmark foran tv-skærmen. Året efter tog han sin egen revanche. Denne gang ved at lade benene tale - med store bogstaver. I Paris præsterede han noget hidtil uset ved store mesterskaber. Han satte indendørs verdensrekord med 1.43,96 minut allerede i indledende for blot at forbedre den til den eksisterende rekord på 1.42,67 minut i finalen - og vinde med 25 meter ned til nærmest forfølger, der løb i 1.45,76 minut!!! Udendørs markerede han sig hurtigt med et par fantomtider og sluttede med den nuværende verdensrekord på 1.41,11 minut, samt sit andet verdensmesterskab. I øvrigt vundet på det olympiske stadion i Athen. Helt fortjent blev han kåret som årets bedste idrætsudøver i hele verden. Så begyndte problemerne imidlertid for den sympatiske og elegante løber. En tur hjem til forældrene i Kenya blev "belønnet" med malaria. Verdens største 800 meter-løber blev fældet af en lille myg på toppen af sin karriere og måtte igennem et meget langt sygdomsforløb. Han kom dog tilbage igen efter et halvt års kamp mod en sygdom, som var meget tæt på at tage livet af den spinkle atlet. To år efter vandt han sit tredje verdensmesterskab på stribe, men ved OL i Sydney måtte han "nøjes" med andenpladsen efter tyske Nils Schumann. Selv om det var dansk atletiks første OL-medalje i 52 år, så trøstede det ikke den danske løber, som indædt kæmpede videre for at komme tilbage i topform og vinde den største hæder af alle, det olympiske guld. De sidste fire år er det ikke blevet til så mange løb som tidligere i karrieren, men når han stillede til start, så kunne arrangørerne være sikre på, at den højt gagerede løber leverede varen. For selv om han altid har foretrukket at træne i nærmest sky hemmelighed, så er han altid mødt velforberedt til start. Han var også forberedt optimalt til OL i Athen, men med en fabelagtig spurt fra Yuriy Borzakovskiy gav russisk guld, mens Wilson Kipketer helt stivnede de sidste meter og måtte se Mbulaeni Mulauddzi snuppe sølvet fire hundrededele sekund foran sig. Han tog dog storsmilende en æresrunde på det olympiske stadion. En stor idrætsmand viser ikke sin skuffelse. Og Wilson Kipketer er en af de allerstørste.