Verdens bedste musicals på scenen i Aars

14 musicals på én aften i februar

AARS:I en travl hverdag kan det uundgåeligt glippe for selv den bedste vilje at nå at følge med i hele stimen af store berømmede musicalshows. Den misére retter Messecenter Aars nu op på i samarbejde med et hold unge musical- og dansetalenter fra Londons West End. Om et par måneder vil enhver fra det vestlige Himmerland være i stand til at udbrede sig kyndigt om musicals som Cats, Les Miserables og Cabaret ved festlige lejligheder. Showet "Spirit of Broadway" tilbyder ikke mindre end en tur gennem det 20. århundredes største musical-successer. Og det på bare et par timer. Showet "Spirit of Broasway" er produceret af David King. Showet er bygget op som en musikalsk drømmerejse til New York, hvor det selvfølgelig er den legendariske teater og musicalgade Broadway, der er i centrum. Ud over de allerede nævnte musicals vil man kunne se uddrag fra Grease, Mamma Mia, My Fair Lady, Phantom of the opera, Chicago, Hello Dolly, Corus Line, 42nd Street, Rocky Horror Show, Copaca-bana og Crasy for You, når showet spiller i Messecenter Aars 26. februar næste år.