Ældreforhold

Verdens bedste?

Min gamle far har slidgigt i det ene knæ og er derfor lidt besværet i sin gang. Udover dette er han rask og rørig. Det vil sige – det var han for godt to uger siden. Da faldt han og fik med besvær tilkaldt hjælp. Hjælpen kom og han blev lagt i seng og fik noget smertestillende. Så langt så godt.

En lille uge senere stadig smerter og efter nogen overtalelse blev han sendt til røntgenundersøgelse. Intet brud og for øvrigt intet andet galt. Af sin egen læge får han at vide, at han skal have indopereret nyt knæ, men der går nok en uges tid, inden han får at vide hvornår dette kan ske. Hvis der er ventetid på mere end en måned, kan det foregå på privatklinik. Det lyder jo vældigt fint, men hvad så nu? Han får tildelt hjemmehjælp tre gange dagligt, og et par dage senere bliver det øget til, at han tilses syv-otte gange i døgnet. Men han er på dette tidspunkt allerede svækket væsentligt. Den onde cirkel er startet. Han ligger konstant i sengen, han bliver svagere, mister appetitten og kan ikke rigtig spise noget. Maven går i stå. Han må have vagtlægen for at tømme blæren. Har ikke været på toilettet i en uge. Han får ordineret afføringsmiddel, men hjemmehjælperne har ikke mulighed for at hjælpe ham på toilettet. Som søn og eneste familie hjælper jeg så godt jeg kan, men føler noget afmagt over for systemet. Føler jeg (og selvfølgelig min far) bliver kastet rundt i systemet. Hjemmehjælperne gør hvad de kan, men kan ikke hjælpe med det nødvendige og henviser til en aflastningsplads. Det forsøges flere gange, men der er ikke plads. Hjemmesygeplejerske undrer sig over, at det er gået så hurtigt med forværringen at min fars tilstand og råder til at kontakte lægen for at få ham til at undersøge far én gang til. Egen læge er på ferie, og jeg ringer til en anden læge, som på grund af tidspres anbefaler, at jeg ringer til vagtlægen. Han kommer og tømmer min fars blære endnu en gang og forklarer, at det ikke er et lægeproblem at få min far passet og aktiveret, indtil han kan blive opereret. Sidste nye er, at jeg skal kontakte visitationen med henblik på at få min far på plejehjem. Hvad mon det fører til? Bliver jeg henvist til en ny instans? Hvilket herligt system. Så mange ansatte – der har holdt fri på grund af 1,50 kr., og nu skal have ferie – så mange, der kan henvises til, og der er åbenbart ingen i dette vidunderlige system der vil, kan, tør eller har kompetence til at gøre noget reelt ved problemet. Imens er min far blevet ganske usammenhængende i sin tale, han ser syner, han skal gøres ren i sengen, han bliver mere og mere svækket. Alt dette er sket på to uger? Efter mere end 50 år på arbejdsmarkedet og skattebetaling er dette, hvad der bydes på. Jo, det er nok verdens bedste sygehus- og plejevæsen, vi har her i Danmark. Og ja! Jeg er bitter.