EMNER

Verdens blodigste spil

Blodprocenten er tæt på 100, men slagteriet bliver ensformigt i længden. Splatter-genren er ikke for alle - og da slet ikke for børn. Men splatter rimer fint på latter, og Splatterhouse er heldigvis så overstyret, at man umuligt kan tage spillet alvorligt.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Foto: -

Balladen begynder, når din smukke kæreste kidnappes af dæmoniske horder. Heldigvis finder du en magisk hockey-maske, der forvandler din splejsede taberfigur til et frådende muskelbundt. Og hvorfor så nøjes med at skyde fjenderne, når man kan flå indvoldene ud af deres monstrøse kroppe. Selv de mindste monstre gemmer på utrolige mængder blod, og lemmerne sidder løst. Skulle du selv miste en arm, kan du bare samle den op igen og bruge den som slagvåben. Undervejs bidrager den magiske maske med kvikke bemærkninger, som dog hurtigt bliver trættende. Musikken virker lige så irriterende og påklistret, mens grafikken er en broget affære. Fjenderne er opfindsomt formede, men kameraet driller, og flere scener hakker for meget. Her er baner i både 2D og 3D, og de hyppige skift giver god variation. Men selv om du har mange bevægelser til rådighed, klares monster-massakren som regel ved at gentage de samme bevidstløse angreb igen og igen. Omvendt løber du af og til ind i pludselige dødsfald, der umuligt kan undgås i første forsøg. Og når man dør, sættes man frustrerende langt tilbage. Den ujævne sværhedsgrad og primitive spilmekanik betyder, at underholdningen falder fra hinanden lige så hurtigt som dine ofre.