Verdens dyreste P-plads

Der skal snart skrives nye kapitler til beretningen om det skandaløse forløb omkring det forliste prestigeprojekt Musikkens Hus i Aalborg.

Og der er god grund til at forvente dramatisk og opsigtsvækkende nyt under den igangværende oprydning i Musikhus-boet. Foreløbig er resultatet, at den udsete Musikhus-placering omdannes til verdens måske dyreste parkeringsplads. Det opfylder ganske vist et behov, der bliver mere og mere presserende i takt med de ”byrums-forandringer”, som Aalborg er i gang med: Nye fliselægninger og uoverskuelige trafikomlægninger, der i lang tid har forvandlet Aalborg til en for både gående, cyklende og motoriserede trafikanter uindtagelig fæstning. Heri medregnet de stakkels bybus-chauffører, der lodser deres gigantiske busser gennem det centrale Aalborgs smalle gader. Hverken i København - eller i en trafikmyretue som London! - betjener man sig af tonstunge seks-hjuls bybusser! Og da slet ikke hen over flisebelagte boulevarder. Formentlig fordi alle beregninger ville afsløre, at det er umuligt. Musikkens Hus er historien om inkompetence og deprimerende politiker-arrogance. For næsten et år siden overtog Aalborg Kommune – borgmester og et enigt byråd – ansvaret for at videreføre og færdiggøre Musikhus-projektet. Ligger det ikke uden for en almindelig forestillingsverden, at de aalborgensiske lokalpolitikere tog det ansvar på sig, uden at have kendskab til den status, som projektet på det tidspunkt befandt sig i? Hver eneste disposition, der blev truffet undervejs, var jo kendt af fremtrædende fuldtidsbeskæftigede ”professionelle” byrådspolitikere, der deltog i planlægnings- og udførings-arbejdet. De deltog aktivt i de løbende ændringer (tilpasninger/beskæringer) i takt med at planerne og økonomien skred fra hinanden. Og alligevel aner de samme ansvarlige politikere ikke i dag, hvor mange millioner skattekroner tabet kan opgøres til. Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) kaldte forløbet ”en farce” – da Aalborgs forenede Byråd- og Sammenlægningsudvalg for lukkede døre besluttede at begrave Musikhus-projektet. I august konstaterede man – og meldte ud – at man endnu ikke kunne vide hvad det hidtidige kommunale engagement ville løbe op i - ”fordi projektet endnu ikke er afviklet”. Med andre ord: En banal og åbenbart selvfølgelig erkendelse af, at man havde engageret sig i et foretagende uden at kende de økonomiske konsekvenser. Det virkede helt surrealistisk. Uvirkeligt. Uhyggeligt. Vel endda utroværdigt. Få dage efter kom man dog ud i en slags virkelighed – med en ny melding: ”Det fejlslagne projekt har kostet kommunen omkring 30 mio. kr.”, hed det. Med den kække borgmester-tilføjelse, ”at det har været lærepenge!”. I forlængelse af den kommunale erkendelse kunne kulturminister Mikkelsen tilføje, at statskassens tab på Musikkens Hus i Aalborg kunne anslås til 48 mio. kr. Her er altså de første 78 mio. kr.s fællestab! Er det – i en kommunal budgettid! - småpenge og rimelige lærepenge? Da vist kun hvis man sammenholder den erkendte lærestreg med de 1,2 mia. kr., som projektmagerne gav op over for. Men her slutter skandalerne som sagt ikke. For med den kommunale august-udmelding in mente vides det jo endnu slet ikke hvad den samlede regning til aalborgenserne (skatteyderne) løber op i. Det ved man først engang i december, når (hvis?) projektet til den tid er endeligt afsluttet. Hvor mange millioner har de hyrede østrigske idé-udformere (Himmelblau-folkene i Wien) til gode – dels for udført arbejde, dels i erstatning for fortjent kassation af resultatet? Hvordan fordeles det i øvrigt mellem det kommunale elastiske anlægs-begreb og det så fastbundne kommunale driftsudgifts-begreb? I en tid, hvor den kommunale forvaltning – med usædvanligt sprogbrug - har indskærpet, at der skal overføres flest mulige overskudsmidler fra 2006 til 2007 (i flg. NORDJYSKE 12.10. 06), må det være mere end ubehageligt at Musikhus-”underskud” fra 2006 efter tilsvarende model vel skal bæres med over i det kommende budgetår? Al modgang til trods blomstrer optimismen med uforståelig kraft ikke desto mindre videre: Komiteen til rejsning af Musikkens Hus i Nordjylland oplyser nemlig i en udtalelse fra 14. 9. 06, at Aalborg Kommune – i en skriftlig forsikring af 4. 9. 06 - fortsat anser det for realistisk at Musikhus-projektet kan fortsætte. Komitéen oplyser, at kommunen ”senest 1. december (i år!) vil kunne offentliggøre en tids- og handlingsplan med en ny organisatorisk model” for at fortsætte arbejdet med Musikkens Hus. Hidtil har Aalborgs politikere truffet deres ukendte økonomiske Musikhus-beslutninger bag lukkede døre. Offentlige ønsker om at få gennemført en uvildig kulegravning af forløbet til belysning af hvem, der bærer hvilket ansvar, er hidtil afvist – og mødt med tavshed. Hvilket er det samme som accept. Indsigelser mod ”de lukkede døres politik” – og henvisninger til politiske løfter om størst mulige åbenhed – har ikke gjort indtryk. Den mildeste betegnelse for en sådan ageren er: Arrogance. Magtens arrogance. På det begreb hviler de fleste skandaler. Og det største farcer… [ Bent Øberg bor i Aalborg og er uddannet journalist – med en fortid på 27 år i A-Pressen, (bla.Ny Tid i Aalborg i 1960"erne, chefredaktør på Bornholmeren i Rønne 1966-78), medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator