Verdens første sms skal under hammeren i Paris

En sms fra 1992, der menes at være verdens første, skal tirsdag sælges som en såkaldt nft på auktion i Paris.

FRANCE-AUCTION-TECHNOLOGY-SMS <i>Alain Jocard/Ritzau Scanpix</i>

FRANCE-AUCTION-TECHNOLOGY-SMS Alain Jocard/Ritzau Scanpix

Et lille stykke digitalt historie bliver tirsdag sat på auktion i Paris.

Her vil det således være muligt at købe en sms fra 1992, der menes at være verdens første. Den består af teksten "Merry Christmas" ("glædelig jul").

Sms'en vil kunne købes som en såkaldt nft - en non-fungible token. Nft'er gør det muligt at bevise ejerskab over det digitale værker.

Den knap tre årtier gamle sms blev sendt i december 1992 af programmøren Neil Papworth fra teleselskabet Vodafone. Beskeden blev modtaget af en kollega, mens han deltog i selskabets julefrokost.

Sms'en ventes at blive solgt for mellem 100.000 og 200.000 euro - svarende til mellem cirka 750.000 og 1,5 millioner kroner.

Udviklingschef Maximilien Aguttes fra auktionshuset i Paris har dog stadig forhåbninger om et højere endeligt hammerslag.

- Den første sms, der blev modtaget i 1992, er et historisk vidnesbyrd om menneskelig og teknologisk fremskridt, siger han.

Det er Vodafone, der sælger nft'en. Selskabet planlægger at donere overskuddet fra salget til FN's flygtningeorganisation, UNHCR.

Det er en relativt ny trend, at digitale værker - som eksempelvis billeder, videoer og opslag på sociale medier - bliver solgt som nft'er. Nft'er er beskyttet af en slags digital signatur, der beviser, hvem ejeren er.

Tidligere i år blev Twitter-stifteren Jack Dorseys første tweet solgt for 2,9 millioner dollar - svarende til godt 19 millioner kroner.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden