Naturkatastrofer

Verdens glemte ofre

Masser af mennesker verden over lider uden opmærksomhed. Hvad er faktorerne, der gør, at nogen ses og andre overses

I Tjetjenien er der nu på ellevte år krig. Rusland kæmper på den ene side for at tæmme den ulydige republik, mens oprørere på den anden side vil have selvstændighed. Gidseltagningen i Moskva i sidste uge satte et uhyggeligt fokus på krigen. Hvem der er helte og skurke er i praksis ligegyldigt for de hundrede tusinder af mennesker, der er drevet på flugt internt. Det skønnes, at op mod 800.000 mennesker er på flugt i Tjetjenien som følge af krigen. Mennesker der lever i dybeste fattigdom med ringe mulighed for at skaffe sig mad, tag over hovedet eller basal uddannelse. I Sudan har en blodig borgerkrig i knap 20 år kostet op mod to millioner mennesker livet. Kampe mellem kristne i syd og muslimer i nord har sendt op mod fire millioner mennesker på flugt i deres eget land. I Filippinerne, i Burundi, i Colombia... Listen er lang, for verden er fuld af kriser, krige og katastrofer, der er mere eller mindre glemt af offentligheden, hvorfor millioner af mennesker ingen opmærksomhed eller hjælp får. Nogle kriser får opmærksomhed - andre får ikke. Hvad det er, der gør, at nogle glemmes, mens andre blev diskuteret på en konference om glemte kriser i København. I foråret 2000 blev Mozambique ramt af en oversvømmelse, der kostede 800 mennesker livet og berørte 1,5 millioner mennesker. Hurtigt kunne medierne rapportere med dramatiske billeder, der satte fokus på de nødlidende. I alt modtog Mozambique 165 millioner dollars i bistand. Det står i dyb kontrast til en flodbølge, der tre måneder tidligere ramte Orissa i Indien. 10.000 mennesker omkom og over 12 millioner indere blev påvirket af katastrofen. Den indiske katastrofe fik ikke mange tv-billeder igennem. Landet modtog 23 millioner dollars i bistand. Fødende kvinde Og hvorfor nu den store forskel? Jo, Mozambique havde en afgørende lille fordel, mener Gorm Rye Olsen, der er forskningsleder ved Center for Udviklingshjælp. Da kameraholdende fløj ind over det oversvømmede Mozambique fik de billeder af en fødende kvinde i en trætop. Billederne gik verden rundt og satte en mediestorm i gang. - Det var præcis dét billede, der gjorde forskellen. Det handlede om vinkling - måden at fortælle historien på, siger Gorm Rye Olsen. Sammen med journalist Nils Carstensen og projektassistent Kristian Høyen har han lavet en analyse af faktorerne, der afgør den økonomiske og mediemæssige dækning af en humanitær katastrofe. Opgørelsen viser, at mens der i en række vestlige aviser var 91 artikler om oversvømmelsen i Indien, var der 382 om Mozambique. Og på TV 2 og DR i Danmark blev der bragt 16 indslag om Indien og 87 om Mozambique. Mediernes fokus på Mozambique blev selvforstærkende. Men selv om medierne faktisk er en vigtig faktor, så er det ikke den vigtigste. - Medierne er som en troløs elsker. Nogle gange er den i sengen hos én, andre gange ikke. Det centrale er, at man ikke kan regne med dem, siger Gorm Rye Olsen, der kalder mediernes tilstedeværelse "et lotterispil". Katastrofestedets strategiske betydning og hjælpeorganisationernes arbejde betyder mere, konkluderer Gorm Rye Olsen. Ikke særligt mange ved, at mellem syv og ti millioner mennesker risikerer sultedøden i Nordkorea, for landet tillader ingen medieopmærksomhed og har nærmest gjort, hvad det kunne for at skræmme nødhjælpsorganisationer væk. Alligevel har det diktatorisk styrede Nordkorea fået forholdsvist mange penge fra USA. Det skyldes, at et ustabilt Nordkorea kan være en trussel mod amerikanerne. Landet er under mistanke for at have udviklet atomvåben. - Amerikanerne ved ikke, hvad et desperat Nordkorea kan finde på, siger Gorm Rye Olsen. Det samme gør sig gældende i Afghanistan, der stort set havde det samme antal flygtninge både før og efter 11. september. Men først da landet blev en international faktor begyndte hjælpen at strømme til landet. Men nødhjælpsorganisationerne har også et ansvar for at være til stede. Deres indsats er overordentlig vigtig for fordelingen af nødhjælp, og deres lobbyarbejde virker. Det viser borgerkrigen i Angola, hvor organisationerne via stædigt lobbyarbejde stadig fik skaffet penge til landet, trods manglende sikkerhedspolitisk betydning og mediedækning. Forskelsbehandling Et godt eksempel på en indsamlingssucces er Kosovo, der fik havde alle tre faktorer: Tilstedeværende nødhjælpsorganisationer, sikkerhedspolitisk vigtighed midt i Europa og massiv nyhedsdækning. Resultatet var en enorm hjælp til området. Et af de store problemer er den manglende menneskelige interesse i konflikterne, mener tv-dokumentaristen og journalisten Sorius Samura, der har lavet nogle barske dokumentarfilm om borgerkrigen i sit eget hjemland Sierra Leone. Han peger på, at vestlige medier eksempelvis dækkede Kosovo i en grad, hvor folk nærmest kendte identiteten på de enkelte dødsofre og havde været på besøg hos deres familier. Det skabte nærhed og medfølelse. - Dermed bliver de til rigtige mennesker. Men reportager fra Afrika handler ikke om de enkelte mennesker, men om antallet af døde. Om tusinder uden navn, sultende, vilde, der bare slås. Og dermed forsvinder omsorgen, siger Sorius Samura. Et andet problem er også, at der er en grænse for, hvor meget krig og katastrofe seere, lyttere og læsere kan kapere. Hvis denne avis var fyldt med historier om fordrevne, sultende og fattige, ville folk holde op med at købe den. Og hvis TV-Avisen kun handlede om katastroferne, så ville folk slå over på TV 2. Men Danmarks Radios nyhedsdirektør, Lisbeth Knudsen, erkender, at Afrika-dækningen er unuanceret. - Vi har brug for nogle politikere, der tør sætte det globale på toppen af dagsordenen. Nogle nødhjælpsorganisationer, der holder op med at konkurrere med hinanden, og en journalistik med et mere globalt perspektiv, siger Lisbeth Knudsen - uden at komme med et bud på, hvad DR vil gøre for den sag. Og derfor må svaret på Sorius Samuras spørgsmål svæve i luften. - Hvordan gør vi det vigtige interessant?