Verdens hårdeste vandretur

51-årige Thomas Mølgaard gennemførte en 20 år gammel drøm og gik 4300 kilometer fra Mexico til Canada

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

asdlghags

Selv med en GPS kan det være svært at finde frem til Thomas Mølgaard og Annette Rosella Simonsen. Deres hjem midt i Vendsyssel synes at være så langt væk fra alfarvej, som det er muligt i det civiliserede danske kulturlandskab. Med skov og marker lige omkring huset ville de fleste mene, at her er der rigeligt med muligheder for at gå lange ture i naturen. Men for Thomas Mølgaard og Anette Simonsen række det ikke med Vendsyssels blide bakker og velplejede skove. Sidste år var de begge på vandretur til den amerikanske Pacific Crest Trail, der har ry som verdens hårdeste vandrerute og derfor også kaldes "hikernes Mount Everest". Anette Rosella Simonsen måtte give op undervejs, men det lykkedes for Thomas Mølgaard som den første dansker at gå hele turen ad den 4300 kilometer lange og 40-50 centimeter brede sti, der leder fra den hede ørken ved Mexicos grænse i syd til Canadas forfrosne vildmark i nord. Stien er lagt gennem stejle forrevne bjerge ude i ødemarken. Da Stien kravler op og ned af de høje bjerge er der voldsomme stigninger undervejs, og da der er flere hundrede kilometer mellem de steder, hvor man kan købe proviant, skal rygsækkene fyldes til bristepunktet, når man skal bære al sin mad på ryggen. Ruten er derfor ikke alene lang, men også vanskelig. Der er flere bjergbestigere, der har besteget toppen af Mount Everest, end der er vandrere, som har gennemført den ekstreme vandrerute, der hvert år koster adskillige menneskeliv. For Thomas Mølgaard tog det et halvt år at gennemføre turen. I gennemsnit gik han godt 30 kilometer hver dag. For de fleste danskere med villa, fladskærm og fast kontorjob kan det være svært at forstå, hvorfor man begiver sig ud på en så ekstrem vandretur. - Det handler om at leve i nuet. Om at fornemme med hele kroppen at man er til. Man får en ubeskrivelig følelse af at leve, når man vandrer i dagevis gennem uberørt natur, fortæller Anette Rossella Simonsen og Thomas Mølgård. 1000 dage i telt Historien om Thomas Mølgaard og Annette Rosella Simonsens lange vandretur er også historien om, at man kan godt gennemføre sine drømme, selv om man har nået en alder, hvor man af de fleste bliver betragtet som midaldrende. Den 51-årige Thomas Mølgaard og 48-årige Annette Rosella Simonsen kom frem, hvor langt yngre vandrere gav op. Inden turen var de begge i almindelig god form. Men de var ikke atleter. - På en vandretur som denne handler det ikke kun om fysikken, men også om psyken, og her har man et fortrin, når man er blevet lidt ældre, siger Thomas Mølgaard og Anette Rosella Simonsen. Man skal være psykisk forberedt på, at den lange turen ikke blot byder på eventyr, men også er anstrengende, slidsom og hård. At den 30 kilo tunge rygsæk gnaver i skuldrene, at solen er uudholdelig i ørken og der er bidende koldt i bjergene. En vandretur på Pacific Crest Trail er ikke for begyndere. Inden han begav ud på den udmarvende tur fra Mexico til Canada havde Thomas Mølgaard godt 35 års erfaringer med at vandre i naturen. Så langt tilbage han kan huske, har Thomas Mølgaard elsket naturen. Da han som stor dreng tjente sine første penge, gik hans første løn til at købe et godt telt, så han kunne komme overnatte i naturen og dermed komme på tur i flere dage. I de mere end 35 år, der er gået siden da, har Thomas Mølgård vandret i bjerge og ødemarker i det meste af verden. Laplands myggeplagede vidder, Himalayas spidse tinder og det vilde Patagonien i det sydlige Sydamerika er blot nogle af de mange steder, hvor Thomas Mølgård har sat sine fodaftryk med et sæt udslidte vandrestøvler. - Jeg har i alt sovet mere end 1000 nætter i telt, siger Thomas Mølgaard med et smil. For 20 år siden hørte Thomas Mølgaard for første gang om den ekstreme Pacific Crest Trail, der fører gennem syv af Nordamerikas fineste nationalparker samt adskillige øde naturreservater og indianerreservater. Siden da har det været en drøm for ham at gå hele turen fra Mexico til Canada. Også Anette Rossella Simonsen har det godt med at vandre og leve i naturen. Før de mødtes for fire år siden, havde hun dog ikke været ude på lige så mange lange vandreture som Thomas. Inden de drog ud på deres store tur til Pacific Crest Trail, tog de derfor sammen af sted på en tre uger uger lang vandretur omkring bjerget Picos de Europa i det nordlige Spanien. Derudover har de også været sammen på flere mindre vandreture ad Nordsøstien. Da foråret 2009 nærmede sig, var de klar. Gennem ørken og høje bjerge Allerede på de første vandredage oplever de, at det ikke er uden grund, at Pacific Crest Trail har ry som verdens hårdeste vandrerute. De går gennem ørkenen i 40 graders varme, og da der er langt mellem steder, hvor de kan få vand, må de bære otte liter vand udover den gængse proviant. Men selv om det er både hårdt og svedigt, kan oplevelsen af ørkenens skønhed og ensomhed snildt kompensere for anstrengelserne. I de kommende uger vandrer de skridt for skridt længere mod nord, mens landskabet omkring dem skifter til høje bjerge og ældgamle skove. Undervejs bliver de udfordret af dræberbier, skorpioner, klapperslanger, bjørne og ikke mindst de rent fysiske anstrengelser. Efter 1600 kilometer må Annette give op, da hun har fået skinnebensbetændelse. Thomas fortsætter derfor alene frem mod Canada. Nogle gange kan han gå 10 dage uden at se andre mennesker, men for det meste ser man næsten dagligt andre vandrere på ruten. Særligt i nationalparkerne, hvor mange tager ud på kortere vandreture i en uge eller to. Der er også andre langdistance-vandrere. Hvert år er der omkring 300 vandrere, der forsøger at vandre hele den 4300 kilometer lange vandrerute. Det lykkes for godt en fjerdedel, mens resten må opgive. Der er også nogle, der dør undervejs. Da Thomas Mølgaard og Annette Rosella Simonsen i 2009 gik på Pacific Crest Trail, var der fire dødsfald. Når det ender fatalt, skyldes det ofte træthed eller ubetænksomhed. - Nogle steder har stien form som en lang smal klippehylde på de stejle bjergsider, og her var der to, der døde, da var trætte og derfor mistede koncentrationen og styrtede i afgrunden. En ung frisk sportspige mistede livet, da hun ikke tænkte sig godt nok om og tog en svømmetur i en iskold gletchersø, hvor hun fik hjertestop på grund af kulden, forklarer Thomas Mølgaard. Det var nær gået galt På trods af sin lange erfaring med at vandre i bjergene er det en dag også ved at gå galt for ham selv. Træthed og sult får ham en dag til at træffe en række forkerte beslutninger. - Jeg kom til et sted, hvor stien delte sig, og først efter at have gået nedad i tre timer, blev jeg klar over, at jeg havde valgt den forkerte sti. Det var ved at blive aften, og jeg havde ikke mere mad, og da jeg var ekstrem sulten, blev jeg næsten desperat, Hvis jeg skulle gå tilbage, kunne jeg ikke nå at komme frem til et sted, hvor jeg købe mad, inden det blev mørkt, fortæller Thomas Mølgaard. Da han kunne se på kortet, at han var nedenfor en stejl bjergside, mens den rigtige sti var længere oppe på bjerget, bestemte han sig for at klatre op til stien. - Jeg har tidligere klatret lidt i bjerge, så jeg mente, at jeg kunne klare det, men alligevel endte jeg på en smal klippeafsats, hvor jeg hverken kunne komme op eller ned, fortæller Thomas Mølgaard. Med udsigten til at overnatte på en smal klippehylde, tog han til sidst chancen og klatrede videre. Det gik heldigvis godt. Han nåede op og fandt den rigtige sti. Også de store grizzly-bjørne, der er kendt for at de kan være aggressive, fik pulsen til at stige undervejs. Få kilometer før han krydsede grænsen til Canada, var han pludselig omgivet af to velvoksne grizzly-bjørne - en på stien bag ved ham og en på stien foran ham. De store bamser var heldigvis godmodige og gjorde plads, så han kunne gå forbi. - Da jeg stod ved afmærkningen, der markerede, at stien var slut, var jeg utrolig glad - men også meget træt. I løbet af de seks måneder havde jeg tabt mig 15 kilo, husker Thomas Mølgaard. I dag er han på ny faldet ind i en hverdag, som de fleste af os kender den. Med arbejde 37 timer om ugen kun afbrudt af korte ferier. Men selv på en almindelig sommerferie, kan man leve sine nogle drømme ud i det små. I sensommeren har Thomas Mølgaard været på vandretur i Pyrenæerne, mens Annette har vandret i Portugal. De kunne nemlig ikke få ferie sammen i år, og blev derfor nødt til at gå på tur hver for sig. Nu går tankerne til den næste fælles projekt. Måske kan det blive en ny vandretur i Pyrenæerne? Eller til Finland? Eller måske endda en cykeltur til Mongoliet? Så længe man stadig kan drømme, er Verden stadig stor.