Verdens hurtigst voksende hobby

Det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek kårede for et par år siden fuglekiggeri som verdens hurtigst voksende hobby. Herhjemme er der nogle få tusinde, der dyrker fuglekiiggeriet lige så intens som Sebastian Klein og Henrik Haaning, men i udlandet er fuglekiggeri - eller birding som det også kaldes på nu-dansk - langt mere udbredt. Hobbyen er især stor i de engelsk-talende lande som Storbritannien og USA, hvor der er henholdsvis hundredtusindevis og millioner af fuglekiggere. I USA er der hvert år flere hundrede fuglekiggere, der begiver sig ud på verdens nok mest ekstreme marathon - en såkaldt Big Year-dyst, hvor det gælder om at se flest muligt fuglearter i Nordamerika på et år. Med livet som indsats trodser deltagerne Alaskas frofrosne tundraer og Arizonas gloende ørkener, altsammen mens de gentagne gange flyver fra den ene ende af USA/Canada til den anden og ikke har tid til hverken at sove eller spise ordentligt. Dysten er skildret i den amerikanske Pulitzer Prize-vindende journalist, Mark Obmasciks bog, The Big Year : A Tale of Man, Nature, and Fowl Obsession.