Verdens lykkeligste folk?

I en helt aktuel og anerkendt undersøgelse er vi danske netop kåret til at være de lykkeligste mennesker i verden. Vi har også på mange områder fået givet ufatteligt meget og kan være taknemmelige for de gode kår vi har herhjemme.

Danmark 23. september 2006 21:20

Naturkatastrofer, krig, sult og ødelæggelser har været fjernt fra os og de største problemer for os er vel om togene går til tiden og hvordan benzinpriserne udvikler sig. I modsætning til andre steder i verden kan vi ikke nå at spise alt det ,der ligger gemt i store fødevaredepoter og afsløringer om gammelt kød har fyldt meget i den senere tid. På det økonomiske område ser det ualmindeligt godt ud med store værdistigninger på boliger, mange folk i arbejde og virksomheder med stor vækst. Vi har et af verdens bedste sundhedsvæsener, hvor dygtigt personale står klar med de bedste tekniske hjælpemidler. Inden for udvikling og ny teknologi er vi også langt fremme. Samtidig har vi et smukt lille land, der bugter sig i bakkedale og på utallige måder viser os den smukke natur. De ydre rammer kan dårligt være bedre, men er vi tilfredse og lykkelige? Midt i vor ofte travle hverdag skulle vi måske standse lidt op og se på, om det så også er glæde, omsorg, respekt, næstekærlighed og taknemmelighed, der præger os danske? Der er nok svært at afgøre, hvordan man laver en retvisende og dybdegående undersøgelse om lykke, for hvad er det egentlig? Alle mennesker søger efter lykken og svarene er sikkert mange og vidt forskellige. Det må være noget med et sundt helbred, en god familie, et trygt hjem, gode økonomiske rammer, dejlige børn, et solidt ægteskab og et spændende job. Sandt er det, at alt dette kan være gode og værdifulde ting, som kan give os glæde midt i alt det, der ellers møder os. Spørgsmålet er blot om det er nok til at gøre os virkelig lykkelige. Der er desværre mange ting, der prøver at stjæle lykken og glæden fra os. Vi behøver blot åbne et øjeblik for nyhederne så møder vi en verden i mørke fyldt med angst, terror, sult, nød, had, kulde,frygt, råddenskab, misbrug , krig og død. Inderst inde ved vi godt, at sådan burde det ikke være. Hvor kommer al den ondskab dog fra? Historien har tydeligt vist, at virkelig lykke ikke er noget, vi selv kan skabe eller famle os frem til. Vi må derfor få lov at minde hinanden om, at livet og lykken skænkes os som en dyrebar og mægtig gave. Lykke er derfor at få lov til at dele livet i fællesskab med Livets skaber. Som Pascal sagde:” Hvis et menneske ikke er skabt til Gud, hvoraf kommer det da, at det aldrig er lykkeligt uden Gud”. Kristus har gjort op med ondskaben og vist os alle den ægte kærlighed og mening. Han overvandt mørket, og hver gang vi møder alt det nedbrydende og ødelæggende, må vi med frimodighed sige til hinanden, at ondskaben har ingen fremtid. Han har store planer for os alle og hans tanker handler om lykke, fremtid og håb uanset, hvor vi så måtte befinde os. Dermed kan vi trods alt gå livet trygt i møde og glæde os over, at vi her finder vi en farbar vej med virkelig lykke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...