Verdens nummer et i double er suspenderet efter dopingfund

Doublespecialisten Robert Farah er blevet suspenderet midlertidigt for brug af et ulovligt middel.

Robert Farah (til højre) vandt i 2019 doubleturneringerne i Wimbledon og US Open.

Robert Farah (til højre) vandt i 2019 doubleturneringerne i Wimbledon og US Open.

LONDON:Det Internationale Tennisforbund (ITF) har suspenderet doublestjernen Robert Farah midlertidigt for brug af det ulovlige anabole steroid boldenon.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den positive dopingprøve blev afgivet uden for konkurrence i oktober. En høring finder sted på et senere tidspunkt, og indtil da er Farah udelukket.

Den 33-årige colombianer er doublespecialist, og sammen med makkeren og landsmanden, Juan Sebastián Cabal, vandt han i 2019 grand slam-turneringerne Wimbledon og US Open i herredouble.

De nåede også finalen sammen i Australian Open i 2018.

På verdensranglisten ligger Farah og Cabal på en delt førsteplads.

I sidste uge skrev den nu udelukkede tennisspiller på sociale medier, at han var i sorg, da nyheden om dopingprøven kom frem.

- Jeg gennemlever et af de mest triste øjeblikke i mit liv og uden tvivl det mest triste i min sportslige karriere, skrev han.

I Colombia bruger landmænd stoffet boldenon til at få køer til at vokse hurtigere, og i 2018 advarede Den Colombianske Olympiske Komité landets atleter om, at boldenon kunne findes i bøffer.

- Jeg er sikker på, at det er årsagen til den positive prøve, mener Farah.

Efter udelukkelsen af Farah spiller Cabal med spanieren Jaume Munar i Australian Open.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.