USA

Verdens rigeste mand støtter Obama

Frankfurt, mandag /ritzau/AFP Barack Obama kan nu også tælle verdens rigeste mand Warren Buffet blandt sine støtter. Warren Buffett, verdens rigeste mand, støtter Barack Obamas bestræbelser på at blive USA's næste præsident, oplyste han mandag på et pressemøde i Tyskland. - Han er mit valg, sagde Warren Buffett på pressemødet i Frankfurt. Den 77-årige milliardær forklarede, at han havde tilbudt både Obama og den anden demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, sin støtte, men at han nu har lagt sig fast på Obama, fordi denne ser ud til at vinde partiets nominering. - Jeg vil blive meget glad, hvis han bliver valgt til præsident, siger Buffet.  Den amerikanske finansmand fortrængte tidligere i år Bill Gates fra førstepladsen på listen over verdens rigeste personer, der udarbejdes af erhvervstidsskriftet Forbes. Buffett, der er chef for holdingselskabet Berkshire Hathaway, har det forgangne år set sin formue vokse fra 52 til 62 milliarder dollar. /ritzau/AFP