Turisme

Verdens topledere i hertugens havbad

De otte førende industrinationers regeringschefer mødes onsdag i Heiligendamm, der blev grundlagt af Dronning Margrethes tip-tip oldefar

Det overordnede tema for det kommende G8-topmøde i Tyskland fra 6. til 8. juni er ”miljø”, og mødets vært, den tyske regeringschef Angela Merkel, kunne næppe have valgt et bedre sted til afvikling af topmødet, end det eksklusive og højt profilerede Heiligendamm ved Østersøkysten. Stedet oser ganske enkelt af miljø. De sikkerhedsmæssige aspekter blev afprøvet allerede forrige år, da USA’s præsident, George Bush, var på officielt besøg i Tyskland. Også dengang var Bush med hustru og følge indkvarteret på Kempinski Grand Hotel i Heiligendamm som Angela Merkels private gæster. Man gættede dengang på, at Angela Merkel ville vise sine gæster nogle af de smukkeste aspekter fra sin hjemegn. Merkel stammer fra delstaten Mecklenburg-Vorpommeren. Men Bush-besøget kan også have været en premiere på de sikkerhedsforanstaltninger, som nu er iværksat omkring badebyen Heiligendamm, hvor kun omkring 250 har bopælsadresse. Siden 29. maj har der været lagt en massiv afspærring omkring ”Den Hvide By Ved Havet” i form af et stål- og betonhegn med en top af NATO-pigtråd, og al trafik til og fra Heiligendamm har været belagt med restriktioner. 16.000 politifolk Kun en enkelt asfalteret vej fører ud til kysten, og al passage skal ske gennem en enkelt port i hegnet. En historisk stor politistyrke på 16.000 mand skal sikre, at de otte regeringschefer fra Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Japan, USA, Canada og Rusland ikke forstyrres af eventuelle demonstranter. Først fra 12. juni vil der igen være normal passage til Kempinski Grand Hotel, som i hele perioden fra 29. maj har været lukket land for almindelige gæster. Indkvarteringen af de otte nationers regeringschefer med følge sker i Kempinski Grand Hotels suiter. Europas bedste hotel Hotellet er et af Europas højest profilerede. Officielt er der tale om et fem-stjernet-plus luksushotel. Det er netop af det tyske magasin GeoSaison kåret som Europas bedste strandhotel valgt blandt 70 kandidater, og hotellet er, naturligvis, medlem af den eksklusive sammenslutning The Leading Hotels of the World, som blandt andre også tæller Hotel Adlon Kempinski i Berlin, Plaza Athénée i New York og The Ritz i London. Så er niveauet vist lagt. Også på den kulinariske front er Kempinski Grand Hotel godt rustet. Hotellets gourmet-restaurant, Friedrich Franz, bærer en enkelt Michelin-stjerne, og den lokale presse har på forhånd lovet, at køkkenchef Tillmann Hahn vil leve op til sit allerbedste under topmødet. Måske Michelin-folkene vil belønne indsatsen med en ekstra stjerne ved det næste kontrolbesøg til efteråret? Og al denne herlighed skyldes såmænd et initiativ taget af dronning Margrethes tip-tip oldefar, hertug Friedrich Franz I, af Mecklenburg-Schwerin, som etablerede sit havbad i 1793. Der var tale om et modefænomen, som hastigt spredte sig fra England, og hertugens havbad i Heiligendamm var det første på kontinentet. Starten var beskeden, de første huse var af træ og tjente kun til beskyttelse mod nysgerrige blikke under omklædningen, men i årene derefter kom der mere stil over det, og hertugens havbad fik international opmærksomhed. I starten af 1800-tallet var grunden lagt til det, der i dag betegnes Den Hvide By Ved Havet - et antal pavilloner i klassicistisk stil. Ingen af de første bygninger har overlevet, men blev i løbet af 1800-årene erstattet af nye pragtbygninger. Etableringen af en væddeløbsbane for heste var en banebrydende nyhed, som medførte, at dampskibet Wilhelmine i fast rute mellem København og Travemünde/Kiel fik fast anløb i Heiligendamm på såvel ud- som hjemturen. Også etableringen af en smalsporbane mellem Bad Doberan og Heiligendamm, et byggeri gennemført på kun seks uger, skabte opmærksomhed. Smalsporbanen eksisterer stadig. ”Molli” kører flere gange dagligt mellem Bad Doberan og Heiligendamm. Stormflode og krige Hvis G8-topmødet foruden miljø også tager fat på hele problemstillingen omkring den globale opvarmning, kan man også finde argumenter lige uden for døren. To gange i løbet af 1800-tallet blev flere af pavillonerne ødelagt ved en stormflod. Begge gange lykkedes det at skaffe midler til genopbygning, mod slutningen af 1800-tallet gennem etablering af et aktieselskab, som satte et endeligt punktum for hertugslægtens ejerskab. Forinden var dog bygget et antal mindre såkaldte ”cottages”, som bl.a. stod til rådighed for hertugfamilien. Et af husene bærer navnet ”Alexandrine”, og er antagelig opført og stillet til rådighed for prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, som senere ægtede den danske kong Christian X, dronning Margrethes farmor. Såvel første som anden verdenskrig satte sine spor, og badebyens klientel ændrede sig med tiden. Grever og baroner blev erstattet af skuespillere og politikere. I Nazitiden lod Adolf Hitler og Göring i spidsen for den øvrige Nazi-top sig ofte indlogere i ugevis. Efter krigen blev Heiligendamm en del af DDR, og overtaget af staten, som indrettede sanatorium for industriarbejdere. Ved Berlin-murens fald blev komplekset overtaget af Treuhandanstalt med henblik på salg, og i 1996 blev hele komplekset overtaget af en investorgruppe, FUNDUS, som tæller nogle af Tysklands største banker og pensionskasser. Overtagelsen skete med det erklærede mål, at genskabe Heiligendamm som et eksklusivt refugium for Europas jet-set. Samlet investering siges at være i omegnen af 20 mia. kr. Det første skridt Indvielsen af Kempinski Grand Hotel i 2004 i nogle af badebyens oprindelige pavilloner er det første skridt. Hotellet er bygget op omkring det såkaldte ”Kurhaus” i klassicistisk stil med en søjlekolonade. Over den ser man på latin en inskription ”Heic te laetitia invitat post balnea sanum”. I en fri oversættelse betyder det, at her venter dig glæde og fornøjelse, når du stiger op fra det helsebringende bad. Inskriptionen tages for pålydende af Kempinski-organisationen. I ”Kurhaus” er der indrettet flere restauranter, herunder gourmetrestauranten ”Friedrich Franz” med en Michelin-stjerne, samt ballroom og konferencelokaler. I ”Haus Grand Hotel” finder man reception og lounge samt bar. I de overliggende etager er der værelser og suiter. I ”Orangeriet” er der eksklusive butikker, suiter og værelser. Det nybyggede ”Severin Palais” rummer i stueetagen et eksklusivt spa- og wellness kompleks. I de overliggende etager er der værelser, og huset krones af en solterrasse med en enestående udsigt over strand og kyst. I ”Haus Mecklenburg” er der suiter og værelser samt konferencefaciliteter. I et tårnværelse er indrettet brudesuite, antagelig en af Tysklands mest eksklusive, med panoramaudsigt til Østersøen. Suiten er booket flere år frem. Hotellets mest eksklusive bygninger er ”Burg Hohenzollern”, bygget til storhertug Paul Friedrich’s gemalinde. Her finder man de mest eksklusive suiter, og det var her, præsident Bush var indkvarteret forrige år. Alt i alt rummer Kempinski Grand Hotel 225 værelser og suiter, og under topmødet indkvarteres omkring 200 gæster og sikkerhedsfolk her, mens alle øvrige deltagere, herunder flere hundrede pressefolk, indkvarteres i den nærliggende Kühlungsborn. Her finder man ganske vist et antal badehoteller fra 1800-tallet, som er moderniseret og bragt op til nutidig standard. Men hertil blev i DDR-tiden føjet et betonbyggeri indrettet til masseturisme, og selv om Kühlungsborn i dag kan tilbyde både casino og natklubber med blinkende neonlys, kan det ikke ændre på det faktum, at byen oser af lavpristurisme i skærende kontrast til Den Hvide By Ved Havet i Heiligendamm. Højt prisniveau Renoveringen af Heiligendamm er i dag langt fra afsluttet. Der er endnu ikke rørt ved de cottages, som blev opført i slutningen af 1800-tallet. Det ventes, at de skal indrettes som eksklusive ferielejligheder. Næste skridt er indvielse af en 18-huls golfbane. Og lad os til sidst ganske kort dvæle ved hotellets prisniveau: Fra 295 euro for et classic room til 850 for største suite i højsæsonen. I lavsæsonen er de tilsvarende priser fra 245 til 645 euro. Omregnet i danske kroner er det fra ca. 2200 kr. til 6400 pr. nat i højsæsonen, og i lavsæsonen fra ca. 1800 til ca. 4800 pr. nat. Det skal dog tilføjes, at hotellet ofte har særtilbud. De udbydes kun via hjemmesiden www.kempinski-heiligendamm.com. Blandt de nyeste initiativer er tilbud til børnefamilier. Kempinski Grand er et af meget få hoteller, som kan tilbyde et særligt ”børnehotel” med tilbud, der retter sig mod børn fra de er helt spæde og op til teen-årene. Et helt specielt familietilbud retter sig mod nybagte mødre, som her kan lade sig forkæle og komme til kræfter efter fødslen i spa- og wellness-afdelingen, mens professionelle folk tager vare på spædbarnet.