EMNER

Verdens tyndeste 4G-tablet

Vi tester Sonys nye, superflade tavle-pc

Sony Xperia Tablet Z er kun knap 7 mm tyk og skulle dermed være den hidtil tyndeste 4G-tablet.

Sony Xperia Tablet Z er kun knap 7 mm tyk og skulle dermed være den hidtil tyndeste 4G-tablet.

ELEKTRONIK:Hvor flad kan en tablet - tavle-pc - egentlig blive?

Vi gider jo ikke sidde med tykke og tunge tablets, men omvendt er der også en fysisk grænse for, hvor tynde de kan være.

Sony har selv sagt, at firmaets nye Xperia Tablet Z er verdens hidtil tyndeste tablet med 4G/LTE.

Og ja, den ér knækbrødstynd, kun knap 7 mm. Den tyndeste tablet, jeg til dato har testet.

Let er den også, under et halvt kilo.

Høj pris

Prisen er derimod i den tunge ende - 5000 kr. Omtrent samme høje prisniveau som Apples nyere iPads.

Der er masser af andre og billigere tablets på markedet med Android som styresystem.

Ja, faktisk kan man i dag købe mindre Android-tablets helt ned til 600 kr., men så er det ofte discountagtige ”bambus-modeller” med syv tommer-skærm.

En luksustavle

Sådan er Sony Xperia Tablet Z ikke. Det er en luksustavle, og det fornemmer man straks, når man får den i hænderne. Designet er enkelt og flot, den 10,1 tommer store skærm er lysstærk og skarp (opløsning 1200 x 1920 pixels), og tavlens indbyggede kamera bagpå kan optage HD-video (1080 pixels/30fps) samt fotos i en opløsning på 8 MB.

Sony Xperia Tablet Z minder på mange måder om Sonys topmobil Xperia Z, dog med langt større skærm og uden ”mobildel” til at snakke i. Men der er indbygget 4G/LTE i Xperia Tablet Z, og det giver mulighed med at surfe og downloade med teoretisk op til 100 MB/s. Dét er hurtigt.

Jeg kunne dog kun få tavlen til at køre på det langsommere 3G-net, men det skyldes - formoder jeg - mit mobiltelefonselskab.

Potent processor

Der sidder en potent quad-core Snapdragon 1,5 GHz-processor i denne tynde tablet fra Sony, og det gør den til en hurtig fætter.

Man kan foretage videoredigering med den medfølgende, men lidt for simple, videoredigerings-app.

Generelt følger der ikke det helt store udvalg af apps med Xperia Tablet Z, men så kan man jo selv hente flere i Googles appsbutik Google Play.

Zap rundt på tv

En sjov feature er den indbyggede tv-fjernbetjening i tavle-pc’en. Med den kan man fjernstyre et hav af forskellige tv-modeller, også mit eget Philips tv, viste det sig.

Så når konen eller kæresten ser afsnit nr. 956 af ”Sex and the city”, hiver du blot Sony-tavlen frem og zapper over på fodboldlandskampen mellem Danmark og en eller anden tilfældig lilleput-nation. Indtil Danmark har tabt 0-4 - så vil du nok automatisk zappe væk.

Vandtæt tavle

En speciel ting ved Xperia Tablet Z er, at den er vandtæt, hvis du ellers har husket at lukke flapperne til for eksempel hovedtelefonstik og så videre. Og har man nu også nået det, før man kommer til at tabe et glas cola ned på tavlen? Hm...næppe.

Sætter vi de kritiske anmelderbriller på næsen, er der et par mindre gode ting ved Sony Xperia Tablet Z:

Selv om designet er flot, virker den alligevel ikke helt så lækker som tablets med alu-kabinet. Faktisk kan denne tablet virke en lille smule spinkel, fordi den er så tynd, så man har ikke den store lyst til at tabe den.

Som i de fleste andre tablets er batteriet indbygget, og det kan man ikke selv udskifte, hvis det med tiden mister kapacitet eller bliver slidt helt op.

Det medfølgende udvalg af apps virker en smule magert. Når man starter kontor-app’en Office Suite, bliver man spurgt, om man vil opgradere til den fulde version, så man også kan oprette dokumenter. Det er for sølle i så dyr en tablet.

Høj kvalitet

Prisen vil nok afskrække nogle fra at anskaffe sig en Sony Xperia Tablet Z med 4G/LTE.

Men er man villig til at ofre 5000 dask på en let og tynd 4G-Android-tablet i den høje ende, også kvalitetsmæssigt, er Sony Xperia Tablet Z en oplagt mulighed.

Den findes billigere udgaver uden 4G/LTE, men med Wi-Fi. Nemlig en 16GB-model til 4000 kr. og en 32 GB-model til 4600 kr.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst