Verdens værste selvmål

Det lignede en regulær ydmygelse, men Peter Bechmann reddede æren for TFC.

Lars Bang Bertelsen
TFC-keeper Mikkel Petersen så bestemt ikke for godt ud ved Kingsley Mojos selvmål.
Fodbold 26. august 2007 21:29

FODBOLD: Søndagens 2. divisionskamp på Lerpytter lignede længe en regulær ydmygelse af Thisted FC. Thyboerne leverede spillemæssigt en elendig indsats, og efter en første halvleg uden mål kom gæsterne fra Holstebro på både 1-0 og 2-0 i starten af anden halvleg. Især målet til 2-0 vil blive mejslet ind som et historisk nulpunkt i TFCs historie. Forsvarsspilleren Kingsley Mojo ville lægge bolden tilbage til målmand Mikkel Petersen. Men afleveringen blev alt for hård og høj. Den gik hen over hovedet på målmanden og hoppede ind i målet. Mikkel Petersen så bestemt heller ikke for godt ud, da han valgte ikke at bruge hænderne. Det havde nok været lidt smartere, hvis keeperen havde brugt hænderne og dermed begået frispark men trods alt reddet bolden. - Vi er inde i en lidt hård periode, hvor tingene ikke går vores vej, og så sker der sådan noget, som det selvmål. Kingsley Mojo spillede vel sin dårligste kamp for Thisted, men han var ikke alene om at spille skidt. I dag skal vi være mere end lykkelige over, at vi fik uafgjort mod Holstebro. Indsatsen var slet ikke godkendt, sagde TFCs cheftræner Peter Enevoldsen. Eneste lyspunkt var Peter Bechmanns to scoringer. - Jeg håber, at det kan være med til at få sat gang i vores angrebsspil, at Peter fik hul på bylden i dag, sagde Peter Enevoldsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...