Verdensdag for børn i verdensklasse

Sønderbroskolen festede for skolens fremtid

Skolevæsen 13. marts 2003 07:00

AALBORG: Der var balloner, fællessang, jordklodebold, kagemand og masser af børn, da Sønderbroskolen i går hejste flaget til tops for at fejre en ny og for omverdenen meget usædvanlig kampagne. Den skal få omverdenen til at opfatte skolen som en god folkeskole. Skolen har taget det usædvanlige skridt at bede et reklamebureau om at lave pr-materiale, for på den måde at vende stemningen i lokalområdet som omtalt i NORDJYSKE i går. Skolen har et ualmindeligt dårligt ry i Aalborg. 40 procent af skolens elever er tosprogede, og det har givet anledning til, at forældre ikke ville lade deres børn gå på skolen. - Men det er jo en styrke, er budskabet. Det synes eleverne på skolen åbenbart også. De festede i hvert fald i går og tog for sig af den kæmpe kagemand, der blev serveret for dem. Der var en t-shirt til hver elev med det nye logo på: Børn i verdensklasse og en plakat til hver klasse. "Det er i dag et vejr et solskinsvejr", sang eleverne med rette for altimens de fejrede verdensdagen skinnede forårssolen på dem. - Vi skal alle være stolte af at gå på skolen, for vi har en god skole. Jeg siger ikke, at vi har en problemfri skole, men at vi er en skole, der er i stand til at tage hånd om de problemer, der er. Vi tager hånd om de elever, der har det svært ligesom vi giver elever de udfordringer, som de skal have, sagde skoleleder Karen-Grethe Lodberg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...