Verdensdanser med i Sommerballet

Med Gl. Skagen som ramme siger balletdanseren Nikolaj Hübbe sin aktive danse rkarriere farvel

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Peter Bo Bendixen står igen i år i spidsen for Danske Sommerballet

SKAGEN:Når Danske Bank og Det Kongelige Teater 3. august præsenterer Danske Sommerballet ved Sømærket i Gl. Skagen, er det en af de sidste gange, publikum har mulighed for at se Nikolaj Hübbe danse. Hübbe er et af dansk ballets største navne gennem tiderne og har de sidste 15 år været ansat ved New York City Ballet. Han er nu tilbage på det Kongelige Teater, hvor han fungerer som 1. instruktør, indtil han til næste sommer tiltræder stillingen som balletmester. Nikolaj Hübbe skal danse et par enkelte forestillinger i New York, men herudover er Danske Sommerballet ved Sømærket i Gl. Skagen en af hans absolut sidste optrædener som aktiv danser. Faktisk kan publikum se frem til en ægte New Yorker oplevelse i Gl. Skagen, hvor Nikolaj Hübbe blandt andet danser George Balanchines værk, Apollon. Balanchine var balletmester ved New York City Ballet i mange år og skabte utallige balletter til det amerikanske kompagni. Ligesom sidste år er det Peter Bo Bendixen, der står i spidsen for Danske Sommerballet, og han ser frem til igen at komme rundt til danskerne i sommerlandet. - Det bliver en stor oplevelse at komme ud og se publikum i øjnene. Vi er jo ikke vant til den direkte kontakt med publikum, så at stå ansigt til ansigt med publikum uden en orkestergrav eller projektører, der blænder én, er en fantastisk oplevelse, siger Peter Bo Bendixen. Der er gratis adgang til forestillingen ved Sømærket, som foregår under åben himmel kl. 20.00. Den Danske Sommerballet, vil under besøget slå et slag for balletdansen rettet mod de 8 og 10-årige. Liselotte Sand, der har mange års erfaring i at undervise de helt små børn på Det Kongelige Teaters Balletskole, tilbyder nemlig en gratis lektion i kongelig ballet. For at sikre at børnene får en god og lærerig time, er der kun plads til 50 børn, og tilmelding foregår derfor efter først-til-mølle-princippet i Danske Banks afdelinger. Børnene behøver ikke have erfaring med dans. De skal bare have lyst til at være med. Det er heller ikke nødvendigt med balletsko og balletdragt – almindelige shorts, T-shirts og strømper er fint.