Verdensmester gør rent bord ved DM i banecykling

Amalie Dideriksen viste i weekenden flere prøver på sit store talent ved DM i banecykling.

Winners on podium at Women Elite Road Race in the UCI Road World Championships 2016, in Doha Foto: Reuters/Ibrahem Alomari

Winners on podium at Women Elite Road Race in the UCI Road World Championships 2016, in Doha Foto: Reuters/Ibrahem Alomari

Cykelrytteren Amalie Dideriksen satte alle konkurrenter på plads i weekendens DM i banecykling.

Her blev den 20-årige Dideriksen firedobbelt danmarksmester, da hun sejrede i både pointløb, 3000 meter individuelt forfølgelsesløb, sprint og scratch.

I alle fire discipliner vandt Amalie Dideriksen med en komfortabel margin.

Det skriver feltet.dk.

Amalie Dideriksen har længe været anerkendt som et stort talent i både banecykling og landevejscykling, og karrieren kulminerede foreløbig, da hun i oktober overraskende vandt VM i landevejscykling i Qatar.

Tidligere er hun også blevet juniorverdensmester på landevejen to gange.

Ved OL i Rio blev Dideriksen nummer fem i kvindernes omnium, der ved den lejlighed var en kombination af seks discipliner i banecykling.

Siden har Den Internationale Cykelunion (UCI) besluttet at skære antallet af discipliner i omnium ned til fire.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.