Verdensmester Ottesen klar til semifinalen

Jeanette Ottesen er klar til semifinalen i 100 meter fri, Pernille Blume skuffede og er færdig.

Verdensmester Ottesen klar til semifinalen

Sidste år vandt den danske svømmer Jeanette Ottesen VM-guld i 100 meter fri, og danskeren er forventet sikker deltager i OL-finalen i London.

I onsdagens indledende heat lagde danskeren da også fint fra land, og selv om hun kun blev toer i sit heat, så er Ottesen sikkert videre til semifinalerne med tredjebedste tid.

Danskeren var hurtigt væk af startskamlen, men blev til sidst slået af en kineser.

- Det er lidt hårdt at svømme om morgenen, man skal lige vågne op og sådan.

- Jeg ved heller ikke rigtigt med de andre. Det ser ud til, at nogle af dem måske sparer sig lidt, siger hun.

Ottesen svømmede i tiden 53,51 sekunder, hvilket kun er en tiendedel af en sekund langsommere end Ottesens danske rekord - sat i tiden med heldragter, der ikke længere er lovlige.

- Jeg håber, at jeg kan svømme nogenlunde samme tid i semifinalen, og så skulle det gerne række til en finaleplads.

- Jeg skal heldigvis svømme sidste heat, så jeg har en mulighed for lige at tjekke de andre ud, siger hun.

Den anden danske semifinalist, Pernille Blume, svømmede i tiden 55,04 sekunder. Det er et sekund langsommere end hendes kvalifikationstid, og med en samlet 19.-plads gik hun ikke videre til semifinalerne.

- Jeg er meget skuffet. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der skete, for jeg har trænet rigtigt godt. Jeg har bare ikke ramt formen på det rigtige tidspunkt, og det er vildt frustrerende.

- Havde jeg svømmet op til min personlige rekord, var jeg gået videre, siger Blume.

Semifinalerne svømmes onsdag aften klokken 20.40.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.