Verdensmusik i børnehøjde

Internationale rytmer vil i år præge Skagen Børne- og Kulturfestival.

Mette Kristensen
Trommer fra hele verden giver genlyd i Byfogedskoven, når World of Drums gæster Skagen Børne- og Kulturfestival. Pressefoto
Skagen 1. september 2008 06:00

Nu går det snart løs igen. Fra 3. til 5. september byder Skagen Børne- og Kulturfestival på et spændende program med musik og teater fra hele verden. I år er kulturfestivalen en del af projektet, Go Global, der bringer verdensmusik til hele Nordjylland. Temaet i Skagen er "Vores Jordklode", og det betyder blandt andet, at de deltagende børn får mulighed for at opleve andre kulturer, blandt andet ved at smage fremmed mad og prøve forskellige aktiviteter fra hele verden. Men ikke mindst vil der være en masse musikalske arrangementer i Byfogedskoven i løbet af de tre dage. Onsdag 3. september skydes programmet i gang med familieforestillingen, Aladdin, der kombinerer historiefortælling med musik og dans. Senere kan man opleve Paul Banks og Charlotte Halberg, der med alverdens instrumenter spiller sig igennem fortællingen om en lille guitar, der har rejst langt omkring. Og endelig slutter dagen med lidt af et brag, når World of Drums frembringer indiske, afrikanske og mellemøstlige rytmer med deres store udvalg af trommer. Med sang og klap skal publikum selv være et del af det store tromme- og rytmeshow. Verden rundt Torsdag bliver tilhørerne ligeledes taget med jorden rundt, først med afrorock, fra Moussa Diallo, hvis afrikanske baggrund skinner igennem i hans musik. Senere er der moderne russisk folkemusik fra Reelroad, og for de mindste er der også dukketeater med Hand to Mouth Theatre. Festivalens sidste dag byder på den afrikansk/portugisiske gruppe Korasons, som faktisk har dansk deltagelse. Det er guitaristen Mads Hoff, der har boet i Afrika gennem ti år, der står i spidsen for bandet. Dagen fortsætter med mere afrikansk. Det er Mamadou Diabates Percussion Mania, der beruser tilhørerne med percussionrytmer. Og endelig slutter Osibisa fra Ghana og Caribien fredagen af. Bandet opstod allerede i 1969, og var grunden til at verdensmusik overhovedet er blevet en genre. de blander alt fra jazz og rock til afrikansk musik og reggae. Så i løbet af de tre dage bliver der altså lidt for enhver smag i Byfogedskoven. Tyvstart Og dem, der har svært ved at vente til festlighederne går i gang, kan faktisk få en forsmag på festivalen allerede 30. august, hvor den 20 mand store vokalgruppe Papaya giver koncert med sydafrikansk korsang på Vandskulpturpladsen klokken 11. Senere samme dag er det helt andre rytmer, der kommer til at lyde i Ungdomshuset, når Mr. Chin og Ragga Pack står på scenen. De har tidligere arbejdet sammen med den afdøde dancehallstjerne, Natasja, og de disker op med en god omgang reggae og dancehall. Mr. Chin og Ragga Pack spiller klokken 20.30.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...