Verdensnyhed

Grundejere præsenteret for nyskabelse

Esben Heine
Grundejerforeningen var de første, der fik mulighed for at se forsøgs-anlægget. Privatfoto
Brønderslev 2. september 2015 11:43

BRØNDERSLEV: En verdensnyhed. Intet mindre, blev deltagerne i Brønderslev Grundejerforenings besøg på solanlægget på Ø. Kærvej i Brønderslev vidner til.

Anlægget bliver det første af sin art, hvor der laves el, baseret på olie.

I det anlæg, der er opført i Taars, opvarmer solen fjernvarmevand.

Der er rejst et testanlæg ved Ø. Kærvej, og det viser allerede efter en måned gode resultater, beretter direktør Thorkil Bartholdy Neergaard fra Brønderslev Forsyning.

Danmarks Tekniske Universitet tester anlægget, og meget tyder på, at anlægget lever op til forventningerne.

I løbet af kort tid indsendes en ansøgning om tilskud til anlægget. Forsyningen har ansøgt Energistyrelsen om et kontant tilskud til solvarme- projektet, da dette rummer nogle innovative elementer, som ikke før er set i Danmark.

Thorkil Bartholdy Neergaard fortæller, at der er konstateret mindre fejl, der skal rettes.

Blandt andet er et par pumper udskiftet i testanlægget.

Der skal også i konstruktionen tages højde for, at det jernrør, hvori den 330 grader varme olie løber, bliver ca. 40 meter længere, når de varmes op til de 330 grader.

Det er Aalborg CSP, der leverer anlægget, men et Brønderslev-firma få hundrede meter derfra, nemlig Serman & Tipsmark leverer hydraulik-anlæggene, der får solpanelerne til at følge solen.

Solvarmeanlægget ventes at kunne forsyne Brønderslev med varme i sommerperioden. Flisanlægget skal så supplere og sikre borgerne vand i radiatorerne, når solen ikke skinner.

Brønderslev Forsyning overtager først anlægget, når det lever op til de stillede krav. Kravene er lavet på beregninger fra rumfartsorganisationen NASA. Der regnes med et varmespild på 10 procent.

- Der er ikke truffet beslutning om at investere i det store anlæg. Testanlægget skal først stå sin prøve, fortæller Thorkil Bartholdy Neergaard.

Testanlægget er kun en tyvendedel af det færdige anlæg, der vil være på 27.000 kvadratmeter. Solpanelerne følger solen, og panelerne (spejlene) opvarmer olie, der løber i et rør, til ca. 330 grader.

I testanlægget fyres der for fuglene, men det helt udbyggede anlæg skal levere til fjernvarmeforbrugerne i Brønderslev.

Ifølge direktøren er det nødvendigt hele tiden at skaffe billig varme til forbrugerne. Med investeringerne lægges der op til, at en gennemsnitsforbruger kan spare 700 kr. på årsbasis.

Hvis der afgives ordre på det store anlæg, ventes det sat i drift i foråret 2017. Men allerede om et år ventes det, at varmeforbrugerne kan få glæde af solen.

- Energi fra solen er ikke belagt med afgifter, så det er kun investeringen i anlægget, der skal forrentes.

Prisen for solvarme-delen er 80 mio. kr. Der investeres i alt mellem 250 og 300 mio. kr. i hele projektet - med flisanlægget.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...