Verdenspremiere i Filmteatret

Anden del af storfilmen om Ringenes Herre vises i Hobro 18. december

Aalborg 19. september 2002 08:00

HOBRO: For første gang nogensinde kan Filmteatret i Hobro bryste sig af en verdenspremiere. Daglig leder af biografen i Hobro Jens-Arne Østergaard er stolt af at kunne præsentere "De to tårne", anden del af Peter Jacksons fantastiske filmatisering af J. R. R. Tolkiens trilogi "Ringenes Herre", onsdag 18. december. Verdenspremieren er ikke kommet dumpende ned fra himlen. Godt og vel 80 danske biografer får et af de eftertragtede kopier af "De to tårne", og når man ser på omsætningen, hører Filmteatret ikke til blandt de 80 største. Alligevel er det lykkedes Jens-Arne Østergaard at overbevise filmselskabet, SF-Film, om at premieren skulle til Hobro. - Det er nok mit plageri i telefonen og alle de mange e-mails, jeg har sendt, der har båret frugt. Jeg har slået på, at vi sælger mange billetter, når vi har danmarkspremiere - som det var tilfældet med Polle Fiction. Til sidst sagde filmselskabet, okay, I skal have lov at prøve, fortæller Jens-Arne Østergaard. Han glæder sig over, at Filmeteatret på den måde fastholder et publikum, der ellers ville tage til biograferne i Randers og Aalborg for at være blandt de første, der ser filmen, eller som surfer på internettet for at finde de piratoptagelser, som plejer at florere efter en filmpremiere. Tre gange har Jens-Arne Østergaard set første del af Tolkien-trilogien, "Eventyret om Ringen", og han kalder det en af de bedste film, der nogensinde er lavet. Ofte daler kvaliteten betydeligt, når en film får en efterfølger, men i tilfældet "Ringenes Herre" er alle tre film produceret samtidig af samme instruktør og med de samme skuespillere, så publikum kan roligt glæde sig, siger Jens-Arne Østergaard. I ugen inden verdenspremieren hopper Filmteatret med på en landsdækkende kampagne med repremiere på "Eventyret om Ringen". Som et ekstra raffinement vil "Eventyret om Ringen" blive vist tirsdag 17. december om aftenen. To minutter over midnat ruller "De to tårne" så over lærredet ved en snigpremiere. Filmoplevelsen slutter først halv fire om natten. Billetter til verdenspremieren kan ikke fås endnu. Jens-Arne Østergaard kan ikke pt. oplyse, hvornår billetterne bliver frigivet til salg.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...